Klausul indskrevet i Jesper Jensens kontrakt - DHF kan stille ultimatum
Et evalueringsmøde efter EM i håndbold på hjemmebane i december skal afgøre, om Jesper Jensen kan fortsætte med at dobbeltjobbe.
To jobs på samme tid er, hvad der venter for det danske kvindelandsholds nye træner, Jesper Jensen.
Mandag blev han præsenteret som ny landstræner på en ordning, hvor han også fortsætter sit virke som træner for det succesfulde ligahold Team Esbjerg. Men en klausul i kontrakten gør, at aftalen kan laves om allerede efter EM på hjemmebane i december.
Det fortæller sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Henriksen.
- Vi har aftalt, at vi efter EM på hjemmebane kigger hinanden i øjnene og sætter os ned og finder ud af, om det er den rigtige løsning. Hverken Jesper, os eller Team Esbjerg ønsker, at vi skal have en landstræner, som ikke fungerer optimalt.
Betyder det, at der er en klausul, der gør, at I eller Jesper kan træde ud af det, hvis det ikke fungerer?
- Ja, det betyder, at vi har muligheden for at revurdere arbejdet eller at sige, at Jesper skal være på fuldtid efter EM, hvis ikke vi er sikre på den her løsning. Men jeg er sikker på, det er den rigtige løsning, men jeg vil heller ikke gamble på håndboldens vegne med en langvarig kontrakt og risikere, at vi har lavet en forkert analyse, siger Morten Henriksen til TV 2 SPORT.
Jesper Jensen har skrevet under på en aftale, der løber frem til sommeren 2023, mens aftalen med Team Esbjerg udløber et år tidligere.
Jensen indforstået med klausul
Men der er altså muligheder for, at aftalen med en af parterne kan forkortes, hvis det efter december måneds EM bliver vurderet, at det ikke fungerer med to jobs på samme tid for den 42-årige håndboldtræner.
- Det er jeg helt indforstået med. For jeg er helt sikker på, de kommer til januar og siger, at det er den bedste løsning, de nogensinde har haft. Så jeg tror, de kommer til at rose os, siger Jesper Jensen, der også selv har muligheden for at sige fra i tilfælde af, at DHF ønsker ændrede vilkår i kontrakten.
Hvis vi leger med tanken om, at de kommer og siger, at du skal være fuldtid. Kan du så sige ja eller nej?
- Ja, det kan jeg. Jeg kan vælge at sige op hos Esbjerg eller blive i Esbjerg og sige op hos DHF.
Så de kan ikke tvinge dig?
- Man kan sige, at de kan opsige min deltidskontrakt. Og så kan jeg så derfra vælge, at jeg skal være fuldtid, siger Jesper Jensen.
"Vi snakker om det"
I Team Esbjerg er det med blandede følelser, at de nu skal til at dele Jesper Jensen med Dansk Håndbold Forbund, selvom de er overbeviste om, at det er den rigtige løsning.
Hvis DHF til januar ønsker, at Jesper Jensen vælger mellem det ene eller det andet, så vil den vestjyske topklub vurdere situationen derfra.
- Opstår der et eller andet, vi ikke har kunnet forudse, så snakker vi om det. Men Jesper har været god til at overtale os og DHF om, at den løsning her vil være den mest optimale. Også for ham, siger klubbens bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.
Team Esbjerg er i øjeblikket tophold i kvindernes håndboldliga, og i Champions League er de allerede sikret en plads i kvartfinalerne.