Håndbold

Nyegaard hylder valget af Jesper Jensen: - Fremragende

Jesper Jensen præsenteres som kvindelandstræner for Danmark. Det giver rigtig god mening, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Det er fremragende arbejde af Dansk Håndbold Forbund at finde frem til den klart, klart bedste kandidat.

Sådan siger håndboldekspert Bent Nyegaard, efter TV 2 SPORT har erfaret, at Jesper Jensen bliver ny kvindelandstræner.

Den erfarne håndboldekspert roser blandt andet valget, fordi Jesper Jensen gennem flere år har slået sit navn godt og grundigt fast i dansk kvindehåndbold.

- Jesper Jensen har været ønskekandidaten hos mange, og nu skal vi forvente et dansk kvindelandshold, der kommer i gang med den udvikling, det kneb med under Klavs Bruun Jørgensen. Mentalt og fysisk blev det bedre, men spillet blev ikke bedre – og dét tror jeg, Jesper Jensen kan få i gang over de kommende måneder. Selvom tiden er knap, og der står et EM foran døren i december måned, siger Bent Nyegaard.

Efter sin aktive karriere blev Jesper Jensen cheftræner i Vejen i 2013, inden han skiftede til Aalborgs herrehold sæsonen efter. Her endte Jesper Jensen med at blive fyret i 2016 på grund af skuffende resultater, hvorefter han blev assistent for Lars Frederiksen i Team Esbjerg i januar 2017.

I maj samme år blev Jesper Jensen forfremmet til cheftræner i Esbjerg, med hvem han blandt andet er blevet dansk mester. I oktober 2019 forlængede Jesper Jensen sin aftale med Esbjerg frem til 2022.

- Gennem flere sæsoner i Team Esbjerg har han vist, hvad han indeholder. Han har skabt et meget, meget flot mandskab i Esbjerg, der i disse uger er i gang med at lave en af de helt store præstationer, fordi der er mulighed for, at de kan komme i Champions League Final 4. Det er sådan noget, dansk kvindehåndbold har drømt om gennem længere tid.

Jesper Jensen præsenteres som landstræner mandag klokken 12.30. Pressemødet vises direkte på TV 2 News og her på sport.tv2.dk.