Kontra

Efter tiden som damelandstræner: - Mit navn er svækket i herreverdenen

Klavs Bruun Jørgensen var tæt på at blive træner i Füchse Berlin, da han blev ansat som træner for håndbolddamerne.  Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Klavs Bruun Jørgensen står ikke med samme muligheder for at lande et stort trænerjob, som han har gjort. Tiden som damelandstræner spiller ind.

Mulighederne er ikke, hvad de har været. Det fortæller Klavs Bruun Jørgensen, der i januar stoppede som landstræner for Danmarks håndbolddamer.

De fire og et halvt år som damelandstræner har svækket hans trænernavn i halvdelen af håndboldverdenen, og hvad der tidligere var tæt på at ske ser nu ud til at være et godt stykke væk.

- Hvis jeg skal kigge på et job i herreverdenen, så er mit navn svækket. Der er ingen tvivl om, at fire og et halvt år på damesiden ikke gør noget godt for dig på herresiden.

Hvorfor?

- Der er stadigvæk klar forskel på herreklubber. Især hvis jeg kigger på udlandet, så tror jeg ikke, jeg står øverst. Da jeg forlod Holstebro, var jeg meget, meget tæt på at ryge til Füchse Berlin. Den ligger ikke lige til højrebenet nu, fordi jeg har været i dameverdenen i fire og et halvt år.

Du kan se 'Kontra' med Klavs Bruun Jørgensen klokken 22.05 på TV 2 SPORT og altid på TV 2 PLAY.

Har en fordel i Danmark

Klavs Bruun Jørgensen overtog det danske kvindelandshold i 2015, hvor VM på hjemmebane blev hans første slutrunde som landstræner. Ved slutrunderne er det blevet til disse resultater:

  • VM 2015: Nummer seks
  • EM 2016: Nummer fire
  • VM 2017: Nummer seks
  • EM 2018: Nummer otte
  • VM 2019: Nummer ni

Da Klavs Bruun Jørgensen blev udnævnt som damelandstræner, havde han hverken erfaring med at træne damer eller landshold. Nu vil han ikke udelukke hverken det ene eller andet, men han vil allerhelst tilbage til klubhåndbolden. Her er en dansk klub det mest sandsynlige, vurderer han.

– Jeg tror, det vil være nemmere for mig at få et herretrænerjob i Danmark, fordi de (danske klubber) kender mig godt.

Er du færdig med at træne kvinder?

- Ikke nødvendigvis. Jeg har lært utrolig meget af min tid, og jeg kan stadig se mange spændende ting, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Inden sin tid som landstræner var Klavs Bruun Jørgensen træner for AG København, Nordsjælland Håndbold og TTH Holstebro i nævnte rækkefølge. Derudover var han assistent for den daværende herrelandstrænere Ulrik Wilbek under EM 2014.