Håndbold

Vraget og chokeret målmand har fundet ny klub

René Villadsen skifter til Ribe-Esbjerg efter denne sæson. TV 2 SPORT

René Villadsen er blevet kasseret i Århus Håndbold. Nu har han fundet en ny klub, hvor der er udsigt til spilletid.

For første gang i denne sæson kan René Villadsen tillade sig at juble.

Ikke fordi han har lavet en redning, det har den vragede målmand nemlig stadig ikke, men fordi han har fundet sig en ny klub.

René Villadsen, der har trukket nitten i Århus’ målmandskabale, fortsætter karrieren i Ribe-Esbjerg.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke spiller i Århus lige pt. Det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, og derfor har vi kigget på en løsning, der passer rigtig godt til mig. Ribe-Esbjerg og jeg har samme ambitioner – store ambitioner, siger René Villadsen til TV 2 SPORT.

Aftalen løber i to sæsoner, og i Ribe-Esbjerg kommer Villadsen til at danne duo med Søren Rasmussen.

Ifølge målmanden, der spillede i Århus, inden han blev lejet ud til Leipzig, havde han flere muligheder trods den manglende spilletid. Han fortæller dog også, at alle tilbud ikke var lige aktuelle.

- Jeg har også en familie, der skal fungere. Da jeg var i Leipzig, var det ikke sjovt at gå ud med skraldet, når min femårige søn løb grædende efter mig, fordi han ikke vidste, hvornår han skulle se mig igen, fortæller målmanden.

Lyn-analyse

Hvis man ser det udefra – ingen kampe i år og ingen kampe på andetholdet – så er det en chance, Ribe-Esbjerg tager. Men René Villadsen er en målmand med store kvaliteter. Det har han vist tidligere både i den danske liga og i Bundesligaen.

Efter perioden i Leipzig kom Villadsen tilbage til Århus, hvor han er prioriteret som nummer tre ud af tre målmænd. Derfor har han ikke spillet et eneste minut i denne sæson, og faktisk hører det til sjældenhederne, at han overhovedet inviteres med på bænken.

- De har skrevet under med tre målmænd, men de vil kun bruge to. Mere kan jeg ikke komme ind på det.

- De har været klare nok i spyttet fra starten, hvordan det ligger. Jeg er stadig i chok over det, og jeg er heller ikke enig i beslutningen. Jeg mener klart, jeg kan bidrage til holdet, slutter René Villadsen.

Århus Håndbold ligger i øjeblikket nummer ti i herrernes håndboldliga. Ribe-Esbjerg ligger nummer syv. Onsdag var holdet kun ét mål fra at få point mod grundspilsvinderen Aalborg.

Aalborg vandt med 31-30 over Ribe-Esbjerg i Primo Tours Ligaen. Video: Malthe Henriksen