Håndbold

Nyegaard kalder fravalg en 'naturlig konsekvens' - anfører er træt og ked af det

Stine Jørgensen får ikke chancen for bevise sit værd foran den nye landstræner Jesper Jensen, der har fravalgt hende til sin første samling.

Landsholdsanføreren Stine Jørgensen er ikke med i truppen, når landsholdet for første gang samles under den nye landstræner Jesper Jensen fra 18. marts.

Men selvom den 29-årige bagspiller har været anfører for Danmarks bedste håndboldkvinder siden 2016, kommer fravalget ikke bag på TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Et eller andet sted er det en naturlig konsekvens af VM i Japan, hvor Stine faldt fra at være kvinden til at bruge de fleste minutter på bænken. Det var voldsomt og har helt sikkert også været hårdt for hende, siger Nyegaard.

Ifølge håndboldeksperten har kvaliteten også været svingende hos Stine Jørgensen i månederne efter slutrunden, hvilket nu har fået Jesper Jensen til at se mod fremtidige afløsere på positionen.

- Hun har også efter VM haft svært ved at finde tilbage til sit tidligere niveau, og derfor er det for mig den konsekvens, Jesper Jensen nu tager. Han satser på yngre kræfter i og med, at han jo blandt andet tager Helena Elver med.

Jesper Jensen forklarer i pressemeddelelsen, at anføreren har båret et stort ansvar i de seneste år, og at det nu er meningen, at dette ansvar skal samles op af andre på holdet.

Stine Jørgensen er ked af fravalget

Stine Jørgensen fortæller til Jyllands-Posten, at hun ikke har været en del af beslutningen om at sidde den kommende samling over.

- Det er ikke på min opfordring. Det er Jespers beslutning. Han må være bedre til at forklare sine grunde. Jeg er træt af det og ked af det, siger Jørgensen.

TV 2 SPORT har forsøgt at komme i kontakt med Stine Jørgensen, men det er endnu ikke lykkedes.

Nyegaard: For tidligt at afskrive hende

Stine Jørgensen har spillet 148 landskampe for Danmark, hvor hun har scoret 485 mål.

Og selvom hun ikke får chancen for at føje til statistikkerne i nærmeste fremtid, betyder det ikke, at hun er helt færdig på landsholdet.

- Jeg synes, det er for tidligt at sige, at hun er færdig på landsholdet. Men ligesom med alle andre vil det kræve, at hun finder sit tidligere niveau, før hun kommer med igen, vurderer Bent Nyegaard.

Under samlingen sidst i marts skal Danmark spille to kampe mod Brasilien i henholdsvis Gråkjær Arena i Holstebro og Arena Mors. Dette bliver uden tilskuere på tribunerne på grund af frygt for coronavirus.

Landsholdstruppen

Målvogtere

  • Sandra Toft
  • Althea Reinhardt
  • Anna Kristensen

Stregspillere

  • Kathrine Heindahl
  • Stine Bodholt
  • Sarah Iversen

Fløjspillere

  • Freja Cohrt
  • Trine Østergaard
  • Simone Böhme
  • Fie Woller

Bagspillere

  • Anne Mette Hansen
  • Kristina Jørgensen
  • Mie Højlund
  • Line Haugsted
  • Lotte Grigel
  • Mia Rej
  • Helena Elver
  • Louise Burgaard
  • Emilie Steffensen
  • Helene Kindberg