Håndbold

Danmarks kvindelandshold aflyser kampe mod Brasilien

Det danske kvindelandshold skal hverken samles eller spille træningskampe i marts som først planlagt.

Den nye danske kvindelandstræner, Jesper Jensen, må væbne sig med tålmodighed på at se sit landshold i aktion for første gang.

De to planlagte testkampe mod Brasilien på dansk grund i marts er nemlig blevet aflyst. Det oplyser Dansk Håndbold Forbund, som har taget konsekvensen af coronavirussen, i en pressemeddelelse.

- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over, at vi er nødt til at aflyse, nu hvor vi står under et år over for et spændende EM på hjemmebane.

- Men der er ting, som er større og mere vigtigt end håndbold, og derfor må vi også på landsholdssiden tage et samfundsansvar og sørge for, at vi understøtter de tiltag, som vores regering og myndigheder beder os om at efterleve, siger sportschefen i Dansk Håndbold Forbund, Morten Henriksen.

De to kampe mod Brasilien skulle have været de første efter VM-skuffelsen fra Japan i december sidste år.

Den første kamp skulle spilles den 28. marts i Gråkjær Arena i Holstebro og dagen efter i Sparekassen Thy Arena i Nykøbing Mors.

DHF melder ikke noget ud om en eventuel ny dato for kampafvikling.