Mads Mensah Larsen smittet med coronavirus
Den danske håndboldspiller blev testet positiv for virussen fredag, og søndag var han allerede rask igen.
Influenzalignende symptomer viste sig at være coronavirus for den danske landsholdsspiller Mads Mensah Larsen.
Det bekræfter hans tyske klub, Rhein-Neckar Löwen, over for TV 2 SPORT.
- Det er korrekt. Mads er blevet testet positiv. Men han har det efter omstændighederne godt, siger klubbens talsmand Christopher Monz.
Efterfølgende har den 28-årige dansker delt et opslag på Instagram, hvor han giver en status på sin tilstand. Her meddeler han, at han allerede er rask igen.
Anså smitte for usandsynlig
Bekymringen for smitten opstod i sidste uge, og fredag blev han derfor testet. Da han søndag fik svar på, at der var tale om coronavirus, var han allerede rask igen.
- Ikke de to bedste dage, men bestemt heller ikke de værste. Jeg er ikke interesseret i hverken at tale corona op eller ned, skriver Mads Mensah Larsen og uddyber:
- Det, jeg gerne vil frem til, er, at jeg anså det for ret usandsynligt, at jeg skulle have det. Bevæger mig ikke i den største kreds af mennesker, og så vidt jeg ved, har ingen af mine holdkammerater eller jeg selv haft kontakt med nogle af de “røde zoner”. Alligevel er det lykkes mig at støve sygdommen op.
Klub indstiller træning
Rhein-Neckar Löwen har - ligesom mange andre sportsklubber - indstillet træningen indtil videre.
- Vi er i konstant kontakt med vores holdlæge, sundhedsafdelingen og myndighederne, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at bremse virussen. Vi er opmærksomme på vores forpligtelse og ansvar i denne kritiske situation. Vores spilleres og medarbejderes sundhed er vores højeste prioritet, siger Rhein-Neckar Löwens direktør, Jeniffer Kettermann, i en meddelelse på klubbens hjemmeside.
Mads Mensah, der har spillet 131 A-landskampe for Danmark, er ikke den første danske sportspersonlighed, der er blevet testet positiv. Også den tidligere fodboldspiller Thomas Kahlenberg har været ramt af den smitsomme virussygdom.