Håndboldherrerne rammes også - flere landskampe aflyses
Det danske herrelandshold skulle have mødt Japan i to testkampe om en måned, men Dansk Håndbold Forbund har allerede nu valgt at aflyse landskampene.
Håndboldherrerne har lige nu masser af fritid rundt omkring i deres respektive hjem, efter Danmark og flere andre europæiske lande stort set har lukket alt ned. Nu rammer nedlukningen også landsholdet.
Dansk Håndbold Forbund (DHF) har således valgt at aflyse to venskabskampe mod Japan, der skulle have været spillet den 18. og 19. april i henholdsvis Herning og Aarhus. Den tilhørende landsholdssamling droppes ligeledes.
Det er situationen omkring covid-19, der har fået DHF til at aflyse landskampene, ligesom kvindelandsholdets kampe i marts mod Brasilien blev aflyst for seks dage siden.
- Jeg er virkelig ked af, at vores mange fans nu heller ikke får mulighed for at komme ind og se vores herrer i aktion. Det er brand ærgerligt. Men som jeg sagde, da vi aflyste kvindernes landskampe, så er der stadig ting, som er større og mere vigtige end håndbold. Vi har et samfundsansvar – og et ansvar over for vores spillere – som vi skal tage på os, siger sportschef i DHF, Morten Henriksen.
Derfor aflyser DHF allerede nu
Om beslutningen om at aflyse allerede en måned før tilføjer han:
- Vi er klar over, der stadig er lang tid til den 18. april, hvor første kamp skulle stå. Men virkeligheden er, at mange grænser i EU er lukket til langt ind i april, ligesom rigtig mange andre arrangører af events allerede har aflyst arrangementer i april. Derfor ser jeg ikke længere, at det er sandsynligt eller forsvarligt at holde fast i de to landskampe.
Det var første gang, at håndboldherrerne skulle have været samlet, siden de i januar skuffende måtte forlade EM allerede efter gruppespillet.
Også på ungdomssiden har DHF valgt at aflyse to landsholdssamlinger, så U18- og U20-herrerne ikke skal samles og spille turneringer som planlagt.