Når vi kommer ud på den anden side, ser vi, hvorfor den lille sport er så stor

16x9
På trods af en hård tid skal håndbolden nok bestå. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

KLUMME:

Når livet igen kan leves i det fri, vil folk flokkes til håndbold og andre sportsgrene.

Jeg skal nok underbygge min påstand, men først en lille fortælling fra den håndboldverden, som jeg har tilbragt mit liv i.

På globalt plan er håndbold en lille sport med relativt små budgetter. Tyskland og Frankrig har de stærkeste ligaer og økonomier. Derudover har Spanien, Polen, Makedonien og Ungarn enkelte hold som storsatser - typisk med ganske få bidragsydere til at betale gildet. Håndboldens epicenter, hvad angår kultur og interesse, er uden tvivl Skandinavien.

Fælles for alle klubberne rundt om i verden er, at de kæmper en daglig kamp for at gå i nul ved sæsonens afslutning. Økonomierne skabes via sponsorater fra erhvervslivet og tv-indtægter fra udbydere som eksempelvis TV 2.

Når krisen kradser, og erhvervslivet bliver presset på likviditet har det selvsagt store konsekvenser for håndboldklubberne rundt om i verden. Således også i denne krise. For nej, vi kommer heller ikke i håndboldens verden ud på den anden side uden at opleve store konsekvenser.

Det spanske liv med auktioner for at overleve

En lille anekdote, der understøtter min pointe, ligger tilbage i 2009 under finanskrisen, hvor specielt mange spanske klubber fik sprængt det økonomiske fundament i atomer.

Min gamle hæderkronede klub, Ademar León, med spanske og internationale trofæer i pokalskabet, var på randen af fallit. De ringede rundt til tidligere spillere og spurgte, om vi havde noget af værdi, vi ville donere til en Subasta de supervivencia (overlevelsesauktion) Gamle spilletrøjer, gamle sko, brugte svedebånd. Alt havde interesse.

Ademar Leon jubler over at have vundet EHF Cup i 2005
Ademar Leon jubler over at have vundet EHF Cup i 2005 Foto: Hrvoje Polan / Scanpix Danmark

Før 2009 spillede alle spanske landsholdsspillere hjemme i Spanien. De talte dårligt engelsk og følte generelt ikke et behov for at interagere med andre lande og kulturer, for som de sagde: ”Hvis vi vil have sol og sommer, tager vi til det sydlige Spanien eller til Gran Canaria. Hvis vi vil stå på ski, tager vi til Sierra Nevada eller til Andorra. Hvis vi vil have dansk klima med regnvejr og blæst, tager vi til Galicien og Asturien. Vi har fantastisk gastronomi og laver den lækreste vin. Hvad mere vil du have”?

Jeg anfægtede selvfedmen og den manglende interesse for udvidelse af horisonten og for andre kulturer, men måtte jo ellers give dem ret i deres påstande. I dag, 11 år senere, ser billedet markant anderledes ud. Fem spillere fra storklubben F.C. Barcelona var i den spanske 17-mands-trup ved EM-triumfen i januar. Et håndboldhold, som lever på fodboldens nåde. Resten spiller i Frankrig, Polen, Ungarn og Tyskland.

Derfor er den lille sport så stor

Hvad er det så, der gør, at Ademar León og mange andre klubber i lignende situationer næsten altid overlever?

Som beskrevet i indledningen, handler det ikke om big business med statslige hjælpepakker i baghånden, når krisen kradser. Mit bud er, at svaret skal findes i de dybere menneskelige behov. Vi mennesker har et vitalt behov for at samle os i passionerede fælleskaber. Det være sig i sport, musik eller andre kunstneriske sammenhænge, hvor vi kan få lov at ytre vores meninger i et fællesskab. ”Så du den skruebold?”, ”Hvad laver den træner?”, ”Hvad siger du til den dommerpræstation?”.

Den samtale og det sammenhold er midlertidigt taget fra os. Det er et stort afsavn for mange unge mennesker ikke at kunne mødes i hallen til træning og kamp. Det er et stort afsavn for mange midaldrende ikke at kunne komme i hallen og debattere holdets styrker/svagheder, og hvad klubben bør gøre fremadrettet. Det er et stort afsavn for den ældre generation ikke at kunne følge håndboldligaerne på tv, samtidig med at den øvrige familie og omgangskreds i øvrigt ikke må komme på besøg.

Jeg hverken kan eller vil sammenligne håndbold med en potentiel dødbringende virus. Det vil være useriøst. Jeg siger bare, at når vi kommer ud på den anden side, får vi mere end nogensinde før brug for noget vi kan samles om. Vi vil se mennesker strømme til hallerne som kåde kreaturer mod det liflige sommergræs, og seertallene til håndboldligaerne vil stige. Fordi vi har brug for at samle os i passionerede fælleskaber.

Det er det håndbold kan, og det er netop årsagen til at den lille sport er så stor.