NÄr vi kommer ud pÄ den anden side, ser vi, hvorfor den lille sport er sÄ stor

16x9
PÄ trods af en hÄrd tid skal hÄndbolden nok bestÄ. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

KLUMME:

NÄr livet igen kan leves i det fri, vil folk flokkes til hÄndbold og andre sportsgrene.

Jeg skal nok underbygge min pÄstand, men fÞrst en lille fortÊlling fra den hÄndboldverden, som jeg har tilbragt mit liv i.

PÄ globalt plan er hÄndbold en lille sport med relativt smÄ budgetter. Tyskland og Frankrig har de stÊrkeste ligaer og Þkonomier. Derudover har Spanien, Polen, Makedonien og Ungarn enkelte hold som storsatser - typisk med ganske fÄ bidragsydere til at betale gildet. HÄndboldens epicenter, hvad angÄr kultur og interesse, er uden tvivl Skandinavien.

FÊlles for alle klubberne rundt om i verden er, at de kÊmper en daglig kamp for at gÄ i nul ved sÊsonens afslutning. Økonomierne skabes via sponsorater fra erhvervslivet og tv-indtÊgter fra udbydere som eksempelvis TV 2.

NÄr krisen kradser, og erhvervslivet bliver presset pÄ likviditet har det selvsagt store konsekvenser for hÄndboldklubberne rundt om i verden. SÄledes ogsÄ i denne krise. For nej, vi kommer heller ikke i hÄndboldens verden ud pÄ den anden side uden at opleve store konsekvenser.

Det spanske liv med auktioner for at overleve

En lille anekdote, der understĂžtter min pointe, ligger tilbage i 2009 under finanskrisen, hvor specielt mange spanske klubber fik sprĂŠngt det Ăžkonomiske fundament i atomer.

Min gamle hÊderkronede klub, Ademar León, med spanske og internationale trofÊer i pokalskabet, var pÄ randen af fallit. De ringede rundt til tidligere spillere og spurgte, om vi havde noget af vÊrdi, vi ville donere til en Subasta de supervivencia (overlevelsesauktion) Gamle spilletrÞjer, gamle sko, brugte svedebÄnd. Alt havde interesse.

Ademar Leon jubler over at have vundet EHF Cup i 2005
Ademar Leon jubler over at have vundet EHF Cup i 2005 Foto: Hrvoje Polan / Scanpix Danmark

FĂžr 2009 spillede alle spanske landsholdsspillere hjemme i Spanien. De talte dĂ„rligt engelsk og fĂžlte generelt ikke et behov for at interagere med andre lande og kulturer, for som de sagde: ”Hvis vi vil have sol og sommer, tager vi til det sydlige Spanien eller til Gran Canaria. Hvis vi vil stĂ„ pĂ„ ski, tager vi til Sierra Nevada eller til Andorra. Hvis vi vil have dansk klima med regnvejr og blĂŠst, tager vi til Galicien og Asturien. Vi har fantastisk gastronomi og laver den lĂŠkreste vin. Hvad mere vil du have”?

Jeg anfÊgtede selvfedmen og den manglende interesse for udvidelse af horisonten og for andre kulturer, men mÄtte jo ellers give dem ret i deres pÄstande. I dag, 11 Är senere, ser billedet markant anderledes ud. Fem spillere fra storklubben F.C. Barcelona var i den spanske 17-mands-trup ved EM-triumfen i januar. Et hÄndboldhold, som lever pÄ fodboldens nÄde. Resten spiller i Frankrig, Polen, Ungarn og Tyskland.

Derfor er den lille sport sÄ stor

Hvad er det sÄ, der gÞr, at Ademar León og mange andre klubber i lignende situationer nÊsten altid overlever?

Som beskrevet i indledningen, handler det ikke om big business med statslige hjĂŠlpepakker i baghĂ„nden, nĂ„r krisen kradser. Mit bud er, at svaret skal findes i de dybere menneskelige behov. Vi mennesker har et vitalt behov for at samle os i passionerede fĂŠlleskaber. Det vĂŠre sig i sport, musik eller andre kunstneriske sammenhĂŠnge, hvor vi kan fĂ„ lov at ytre vores meninger i et fĂŠllesskab. ”SĂ„ du den skruebold?”, ”Hvad laver den trĂŠner?”, ”Hvad siger du til den dommerprĂŠstation?”.

Den samtale og det sammenhold er midlertidigt taget fra os. Det er et stort afsavn for mange unge mennesker ikke at kunne mÞdes i hallen til trÊning og kamp. Det er et stort afsavn for mange midaldrende ikke at kunne komme i hallen og debattere holdets styrker/svagheder, og hvad klubben bÞr gÞre fremadrettet. Det er et stort afsavn for den Êldre generation ikke at kunne fÞlge hÄndboldligaerne pÄ tv, samtidig med at den Þvrige familie og omgangskreds i Þvrigt ikke mÄ komme pÄ besÞg.

Jeg hverken kan eller vil sammenligne hÄndbold med en potentiel dÞdbringende virus. Det vil vÊre useriÞst. Jeg siger bare, at nÄr vi kommer ud pÄ den anden side, fÄr vi mere end nogensinde fÞr brug for noget vi kan samles om. Vi vil se mennesker strÞmme til hallerne som kÄde kreaturer mod det liflige sommergrÊs, og seertallene til hÄndboldligaerne vil stige. Fordi vi har brug for at samle os i passionerede fÊlleskaber.

Det er det hÄndbold kan, og det er netop Ärsagen til at den lille sport er sÄ stor.