Coronavirus

Krisen kan ramme skadede spillere hårdt - må ikke modtage behandling

Al unødvendig behandling udskydes, og det kan få betydning for de spillere, der er skadet, men ikke længere må gøre brug af holdets fysioterapeuter.

Hvis en behandling ikke er kritisk, skal den udskydes.

Så klar i spyttet var Sundhedsstyrelsen, da coronakrisen for alvor gjorde sit indtog herhjemme.

Og det betyder, at de spillere, der normalt ville modtage behandling for en skade, nu må vente med at få hjælp udefra. Med mindre skaden altså er så kritisk, at den kan være funktionsnedsættende.

Det forklarer Anja David Greve, der til daglig er fysioterapeut for GOG og Odense Håndbold og ligeledes er tilknyttet det danske herrelandshold i håndbold.

- Dét der lige nu er meldt ud fra Sundhedsstyrelsen er, at hvis noget er kritisk og kan være funktionsnedsættende, må vi godt behandle. Hverken i Odense Håndbold eller i GOG er det dog tilfældet lige nu. Men det er klart, at hvis karantænen bliver forlænget yderligere, er vi nødt til at revidere undervejs, da det ellers kan få betydning for nogle spillere, fortæller Anja David Greve til TV 2 SPORT.

- Det er en svær situation, for hvad er kritisk? Hvis vi nu vidste, at sæsonen gik i gang igen 1. maj, så vidste vi også, at det måske var okay, at de skadede spillere ikke fik behandling i en vis periode. Men en forlængelse kan måske betyde, at en skade hos en spiller trækker yderligere ud.

Rådgivning over telefonen

Myndighedernes begrænsninger betyder altså, at spillere som blandt andre Odenses Tess Wester og Mette Tranborg ikke må få behandling for de skader i ryg og knæ, som de døjer med. I hvert fald ikke som situationen er lige nu.

- Jeg har stor respekt for situationen, den er meget alvorlig. Og der er jo også en grund til, at holdene ikke kan træne sammen, og så ville det jo heller ikke nytte noget, hvis vi som fysioterapeuter er smittebærer og så pludselig har smittet hele holdet.

Det er endnu uvist, hvor længe Sundhedsstyrelsen holder fast i de skærpede regler, og derfor er der heller ingen, der endnu ved, hvor længe de skadede spillere herhjemme må undvære behandling. I stedet får de rådgivning over telefonen og hjælp med træningsøvelser.

- Det er klart, at jeg er i dialog med spillerne undervejs, så de ikke er overladt til sig selv derhjemme. De får nogle øvelser, som de kan lave, og så følger jeg dem på den måde i stedet lige nu, afslutter Anja David Greve.