Coronavirus

Divisionsforeningen udskyder beslutning om afvikling af ligaen

Thomas Christensen (tv.), der er direktør i Håndboldens Divisionsforeningen, håber stadig, at der kan blive spillet håndbold i Danmark inden sommerferien. Ritzau Scanpix

Divisionsforeningen har tirsdag besluttet, at man fortsat vil afvente situationen mht. coronavirus i forhold til afviklingen af håndboldsæsonen.

- Vi håber stadig rigtig meget, at der kan blive spillet håndbold i den her sæson. Men for nu afventer vi fortsat situationen og myndighedernes retningslinjer.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion på et netop overstået bestyrelsesmøde i Divisionsforeningen fra direktør Thomas Christensen.

I første omgang vil suspenderingen af de danske håndboldligaer samt 1. division derfor fortsætte til og med den 13. april. Samme dato som en stor del af det danske samfund i øvrigt er lukket ned til, foreløbigt.

Det er i høj grad retningslinjerne fra myndighederne, som Divisionsforeningen i den kommende tid afventer, men de har samtidig også et øje på udmeldingerne internationalt i håndboldverdenen.

Nogenlunde samtidig med afslutningen af tirsdagens bestyrelsesmøde kom det frem, at de olympiske lege i Tokyo er udskudt til næste år. Det kan også have effekt på afviklingsmulighederne af de nationale håndboldligaer:

- Udsættelsen af OL giver os nogle muligheder, da presset fra IHF om at få afviklet OL-kvalifikationen her i foråret dermed er aftaget. Men vi ved jo endnu ikke, hvad der skal ske med de europæiske klubturneringer, så der afventer vi også, siger Thomas Christensen til TV 2 SPORT.

I denne afventningsposition overvejer Divisionsforeningen lige nu, hvilke forskellige scenarier, der kan komme i spil, afhængigt af om og hvornår, der bliver åbnet for at kunne spille håndboldkampe igen.

- Vores klare førsteprioritet er at få spillet grundspillet færdigt, men vi har da også et håb om mere.

Hvor længe kan I blive ved med at afvente?

- Vi har ikke sat nogen deadline, men der er en absolut bagkant, der hedder 30. juni, da mange kontrakter løber dertil, og flere spillere derefter skifter klubber, siger Thomas Christensen.

I begyndelsen af april mødes Divisionsforeningen og ledelsen i DHF i udvalget for professionel håndbold, der i høj grad er det besluttende organ i dansk håndbold. Her bliver den nuværende situation og afvikling af sæsonen helt sikkert et stort tema.

'Vil ikke give mening i slutspillet'

I Norge blev sæsonen afsluttet uden slutspil, og i Sverige besluttede håndboldforbundet i sidste uge, at sæsonen 2019/2020 blev annulleret. Kvindernes grundspil var afgjort, mens herrerne manglede en enkelt kamp.

I de danske rækker var der lidt flere kampe tilbage, da coronavirussen fik bremset det hele.

Hos mændene resterer der to spillerunder, mens alle hold i kvindernes række - pånær København Håndbold og Silkeborg-Voel KFUM - har tre kampe tilbage i grundspillet.

Ligesom hos Divisionsforeningen har grundspillets sidste kampe højeste prioritet hos en række af trænerne i kvindeligaklubberne, så man kan få en så sportslig fair afvikling af grundspillet - og måske også af selve sæsonen - som muligt.

Hvis sæsonen kan genoptages med de sidste grundspilskampe, så kan det blive for tomme tribuner ifølge direktøren hos Divisionsforeningen:

- Man kan forestille sig, at den sidste del af grundspillet kan blive uden tilskuere, men det vil ikke give mening i slutspillet.

- Det er hele tiden balancen mellem det sportslige og det økonomiske, for der er ingen økonomi i kampe uden tilskuere. Så vi følger også med i, hvornår der eventuelt kan åbnes for arrangementer med mange mennesker.

Pokalturneringens afslutning, Final4, hos mændene er jo også udsat på ubestemt tid, hvilke overvejelser har I omkring det?

- Final4 er mega vigtig for os – også økonomisk. Men det er 100% afhængig af, at man kan have arrangementer med tilskuere. Så hvis det lader sig gøre, så er det en af de ting, der har høj prioritet for os, siger Thomas Christensen.

Karensperiode på to uger

De to bedste håndboldrækker hos både kvinder og mænd er som skrevet fortsat på pause i øjeblikket.

En pause, der foreløbig løber til og med påsken. Men giver myndighederne lov til, at der igen må spilles håndbold fra 14. april, så betyder det ikke, at de første kampe bliver spillet samme aften.

Ikke hvis det står til Divisionsforeningen i hvert fald:

- Vi har aftalt, at klubberne skal have 14 dage til at træne, inden de kan komme i kamp. Så spillerne kan nå at træne sammen igen, og man samtidig mindsker risikoen for skader ved en for hurtig opstart, siger Thomas Christensen.