Forsvarende mestre om OL-udskydelsen: Ærgerligt, men nødvendigt
Det danske herrelandshold i håndbold skulle i Tokyo havde forsvaret OL-titlen, men det må nu vente til næste år.
- Vi bakker fuldstændig op om beslutningen.
Reaktionen på at udskyde OL er klar fra Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Morten Henriksen. Men samtidig ærgrer han sig også over, at der ikke bliver nogen OL-håndboldkampe denne sommer.
- Vi havde glædet os til OL, også i forhold til hvordan det gik til EM i januar. Men vores holdning har klart været, at jo før vi kunne få en afklaring, jo bedre. Og i den situation vi er i nu, har vi heller ikke set andet, end at en udskydelse var nødvendig, siger Morten Henriksen til TV 2 SPORT.
Én af de spillere der håber på, at blive en del af det kommende OL er Hans Lindberg. For ham kom beslutningen om udskydelsen ikke helt uventet.
- Det er ærgerligt, men forståeligt. Der er jo ikke nogen tvivl om, at man havde set frem til det her år, hvor der var OL og forhåbentlig kunne blive en del af det, fortæller Lindberg, som var med i Rio de Janeiro ved OL 2016, men i en reserve-rolle.
- Nu har jeg jo prøvet at gøre alt, hvad jeg kunne i denne sæson for at overbevise landstræneren om, at jeg selvfølgelig skulle være en del af det OL-hold. Og at der skal gå et år endnu, gør jo så bare, at det bliver udskudt. Jeg ville jo alligevel ikke have stoppet min håndboldkarriere efter det her OL, fordi jeg jo fortsat har kontrakt med Füchse Berlin. Det er ikke sådan, at OL ville være det sidste for mig, siger højrefløjen.
Hos landstræner Nikolaj Jacobsen fylder udskydelsen ikke ret meget i tankerne lige nu.
- Der er mange andre ting, der fylder noget mere. Men det var vel en naturlig udvikling på de andre sportsbegivenheder, der også er blevet udsat. Sådan som tingene udvikler sig, var jeg godt klar over, at det kunne gå i den retning. Lige nu synes jeg, det er vigtigere at forsøge at få en positiv tankegang og komme godt igennem der her tid med sine nærmeste, siger landstræneren.
Jacobsen skulle have været samlet med landsholdet til to testkampe mod Japan i april. Ligesom så meget andet er de blevet aflyst.
DHF håber på OL i sommeren 2021
Nu er spørgsmålet så, hvornår OL flyttes til. Lige nu er meldingen fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC), at det bliver udskudt til en dato efter 2020, men ikke senere end sommeren 2021. Og de nye datoer venter de på i spænding i DHF.
- Det, der er væsentligt og spændende for os nu, er terminerne. Det er klart, at i en håndboldkalender, håber vi jo rigtig meget på, at terminerne bliver de samme, som i år. Om det så hedder juni, juli eller august, er ikke så vigtigt.
- Men alt andet vil jo give en masse udfordringer i en håndboldkalender. Så det er det første, vi har behov for en afklaring på, og så skal vi jo bare i gang med at lave en ny plan i samarbejde med DIF (Danmarks Idrætsforbund, red.) og Team Danmark, forklarer sportschefen i DHF, Morten Henriksen.
Herrelandsholdet er som forsvarende verdensmester direkte kvalificeret til det kommende OL. Kvindelandsholdet missede kvalifikationen og kommer derfor ikke med til OL i denne omgang.