Håndbold

Roslyng udpeger de vigtigste opgaver i nyt job på landsholdet

Christina Roslyng skal på mange måder fungere som mellemled mellem landsholdsspillerne og Jesper Jensen i sin nye rolle som team manager.

129 landskampe og 299 mål blev det til for den tidligere danske landsholdsspiller Christina Roslyng, der spillede sin sidste landskamp i 2004.

Men det er næppe kun på grund af sine meritter i landsholdsregi, at hun er blevet tilbud jobbet som team manager for håndboldkvinder. I stedet skal hun trække på sine erfaringer inden for HR, for i sin nye stilling handler det langt fra kun om at fylde drikkedunke og udfylde holdkortet korrekt.

Hun skal være bindeleddet mellem spillerne og landstræneren, Jesper Jensen, og hun skal skabe tillid i truppen, så alle kan præstere under pres.

Det fortæller hun i TV 2 SPORT’s håndboldpodcast ”Roslyng vender tilbage til landsholdet”.

- Hvis jeg skal sætte overskrifter på i forhold til min egen erfaring fra dengang, hvor jeg spillede på landsholdet, så vil de to vigtigste overskrifter handle om at få skabt tillid. Tillid blandt spillerne, tillid i ledelsen, tillid til at man tør være ægte og oprigtig og autentisk. At vi tør være sårbare sammen.

- Og så få skabt en psykologisk sikkerhed sådan at man lige netop, når man kommer og møder ind til landsholdssamlingerne, så er man sig selv, og man tør være sig selv, og man er sikker og har tillid til de andre spillere og omgivelserne. Det betyder alverden i forhold til at kunne præstere under pres for eksempel under en slutrunde, hvor det hele er sat på spidsen, lyder det fra Christina Roslyng.

Den tidligere landsholdsspiller blev mandag præsenteret som ny kvinde i dén flok af folk, der altid er med på sidelinjen, når landsholdet er i aktion. En gruppe, der foruden landstræner Jesper Jensen, også består af målmandstræner Michael Bruun, fysioterapeut Mikkel Hjuler, Body SDS Erling Andersen, Sten Kaj Larsen - der står for videoredigering og så landsholdets læge Morten Storgaard.

Seks mænd der alle er dygtige til at varetage deres roller, men at valget af team manager er faldet på en kvinde, overrasker ikke TV 2 SPORT’s håndboldekspert Lærke Møller.

- Som kvinde kan Roslyng være en del af omklædningsrummet, og man kan være derinde på en anden måde. Det kan man jo af helt klare årsager ikke, når man er mand. Så der er nogle ting, som der bare foregår i et omklædningsrum, som bliver opfanget bedre.

- Men på den anden side handler det også om, fordi man stadigvæk er en del af ledergruppen, at man som spiller ikke skal føle, at man bliver overvåget i sit eget omklædningsrum. Altså det skal jo bare ske helt naturligt, at man føler en tryghed omkring, at man kan komme til Roslyng som det her mellemled, som gør, at man får snakket om tingene i god nok tid, forklarer Lærke Møller i podcasten.

Lyt til ”Roslyng vender tilbage til landsholdet” lige her:

Vært: Thomas Kristensen

Gæster: Christina Roslyng og Lærke Møller

Optaget: 23. marts 2020