DHF arbejder på økonomisk håndsrækning til danske klubber

Dansk Håndbold Forbund arbejder på en løsning, der kan hjælpe de danske håndboldklubber økonomisk som følge af coronakrisen.

De danske håndboldklubber kæmper, ligesom mange andre virksomheder, med økonomien, mens coronavirussen lukker det meste af verden ned. Men der kan være økonomisk hjælp at hente fra Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Det fortæller formand Per Bertelsen i TV 2 SPORTs håndboldpodcast "Formandens beretning."

- Vi havde et møde onsdag, hvor vi har diskuteret de muligheder, vi eventuelt måtte have for at hjælpe klubberne. Det kunne være omkring kapitalkrav og andre ting. Alt fra DHF er i hvert fald i spil, hvis vi kan hjælpe klubberne, siger Per Bertelsen og fortsætter:

- Klubberne har ikke de store indtægter udover entréindtægterne, når vi når hen på den her side af sæsonen. Det vil sige, at når vi starter op i den kommende sæson, så vil klubberne have et voldsomt pres på likviditeten. Det kunne være her, at vi har nogle muligheder for at give dem henstand på en eller anden måde, lige så vel som vi kan tale om kapitalkravene og lignende.

I forhold til kapitalkravene er reglerne sådan i dag, at danske håndboldklubber, når der skal tegnes kontrakter med spillere, må gange sin egenkapital med 5,1, så længe den samlede lønsum ikke overstiger 2,5 millioner kroner.

Klubber, hvis samlede lønsum overstiger 2,5 millioner kroner, må i stedet gange egenkapitalen med 2,8.

Og netop de kapitalkrav ønsker flere klubdirektører, at DHF får gjort noget ved, hvis klubberne skal kunne kigge frem mod den kommende sæson. Indtil videre må de danske håndboldklubber væbne sig med lidt tålmodighed, indtil den rette løsning findes i DHF.

- Hvorvidt vi kan hjælpe dem til noget, der virkelig batter for dem, skal jeg lade være usagt. Men vi er i hvert fald åbne, og vi har en god dialog med Divisionsforeningen omkring det. Så jeg håber, at når vi har møde her den 2. april, at vi ved noget mere om, hvor lang tid det i givet vil tage, og også hvad vi i givet fald ville kunne gøre for at hjælpe klubberne, siger DHF-formanden.

Stor bekymring for fremtiden

Det er en højst bekymret Per Bertelsen, der lige nu prøver at forestille sig, hvordan håndbolden kommer til at se ud på den anden side af coronakrisen. Han så selv, hvordan finanskrisen i 2008 fik store økonomiske konsekvenser i dansk håndbold, og det kan nu komme til at gentage sig.

- Jeg er bange for, at det her kommer til at trække dybe, dybe spor i vores idræt, og jeg tror også i den sidste ende, at spillerne vil komme til at holde for. Hvad er det for noget, vi kommer til at se fremadrettet? Vi har haft to fantastiske ligaer, og kan vi holde fast i det? spørger Per Bertelsen retorisk.

Han håber nu bare, at håndbolden snart bliver kastet igen.

- Jeg håber, at vi kommer igen hurtigst muligt med dyb respekt for det, der ellers sker i samfundet. Men jeg har godt nok min egen tvivl, om vi kommer i gang igen i denne sæson, siger Per Bertelsen.

Du kan høre hele interviewet med Per Bertelsen i podcasten lige her.

Vært: Thomas Kristensen

Gæster: Per Bertelsen

Optaget: 26. marts 2020