Håndbold

Skanderborg sender stærkt signal: Forlænger med cheftræner

Nick Rasmussen fortsætter som cheftræner i Skanderborg Håndbold i yderligere to sæsoner. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Nick Rasmussen og Skanderborg Håndbold har forlænget samarbejdet, så det foreløbig løber frem til sommeren 2022.

Han overtog cheftrænerjobbet i 2017, og nu ser det ud til at blive i hvert fald fem år for Nick Rasmussen i Skanderborg Håndbold.

Herreligaens øjeblikkelige sekser har forlænget kontrakten med cheftræneren med yderligere et år, så i stedet for 2021, så udløber aftalen først i sommeren 2022.

- Det var egentlig en meget nem proces, for vi ville gerne fortsætte, og det ville Nick også gerne, så det var ganske let at blive enige, siger Skanderborg-sportschef, Torben Væver, til TV 2 SPORT.

Forlængelsen af kontrakten faldt reelt på plads tilbage i januar og er nu klar til at blive officiel.

- Vi synes, at det er gået rigtig godt med at have Nick som cheftræner, og det sikrer også klubben noget kontinuitet.

- Han har lidt af det der Skandebrorg-DNA i sig, for han er virkelig en klubmand og har stor berøringsflade med alle i klubben og på vores akademi, siger Torben Væver.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Nick Rasmussen, der i øjeblikket er sendt hjem fra arbejde, og derfor ikke må udtale sig til medier.

I sidste sæson nåede Skanderborg Håndbold helt frem til pokalturneringens finale og i ligaen tilspillede holdet fra Østjylland sig i klubbens første slutspil.

Et slutspil, som Skanderborg også kvalificerede sig til i denne sæson, inden det hele blev bremset af corona-virussen. Og et slutspil, som i den grad også er ambitionen i de kommende år.

- Hvis tingene normaliserer sig, så håber vi, at vi kan fortsæte med at bygge ovenpå for hvert år. At blive en endnu mere fast bestanddel i slutspillet, men også kunne drille de største hold i ligaen, siger Torben Væver.

Lyn-analyse

Det er et stærkt signal at forlænge med Nick Rasmussen. I Skanderborg tegner der sig et godt helhedsbillede. De ledende spillere og Nick Rasmussen forlænger og forbliver i klubben.

Hvis du vil udfordre de største hold, så er kontinuitet et absolut kodeord.