Stjerner er bekymrede efter Final4-beslutning: - Vi taber altid
EHF's beslutning om at rykke Final4 til august kommer til at lægge pres på næste sæson. Man burde i stedet aflyse turneringen, siger flere spillere.
Det har ikke vakt begejstring i håndboldverdenen, at det europæiske håndboldforbund (EHF) har besluttet at rykke denne sæsons Final4 fra slutningen af maj til slutningen af august.
Dermed flyttes den ind i en ny sæson, efter mange spillere over sommeren har skiftet klubber.
Nu bliver der i stedet ødelagt to sæsoner for at redde én. Det er den spanske landsholdsstjerne Jorge Maquedas syn på beslutningen. Heller ikke den slovenske landsholdsspiller Borut Mačkovšek eller den danske landsholdsplaymaker Rasmus Lauge bifalder beslutningen. De synes, turneringen skulle afbrydes nu.
Herunder kan du læse deres mening om beslutningen og deres bekymringer for, hvad der venter næste sæson.
Jorge Maqueda, MOL-Pick Szeged
Den spanske landsholdsspiller Jorge Maqueda er en af de spillere, der står i en lidt særlig situation i forhold til udsættelsen af Final4. Han spiller denne sæson for MOL-Pick Szeged, men til sommer skifter han til Veszprém.
Lige nu står Szeged og Veszprém til at møde hinanden i kvartfinalen, så enten kan Maqueda spille sit nuværende hold til Final4, men så ikke få lov at spille det. Eller også misser han Final4, men kan måske spille det med sit kommende hold. Og netop derfor kalder han beslutningen om at udsætte Final4 for ”uretfærdig.”
- Det er ikke en god løsning det her. De hold, der kvalificerer sig til Final4, kan komme til at undvære nogle spillere, fordi de skifter hold, ligesom nytilkomne spillere har brug for tilpasningstid, skriver Maqueda i en besked til TV 2 SPORT.
- Jeg tror, det bedste vil være at afslutte Champions League nu, selvom situationen vil blive vanskelig for klubberne. De ville stoppe med at tjene penge, og frem for alt ville de miste en hel sæsons arbejde. Jeg tror heller ikke, at vi spillere vil være på vores bedste niveau til at spille så vigtige kampe, efter at have holdt så lang pause nu her.
- Som jeg har set flere andre skrive på de sociale medier, og som jeg også selv synes, så ødelægger du to sæsoner for at redde én. Næste sæson bliver fyldt op med flere kampe. Det går altid ud over spillerne, der aldrig tages i betragtning, når der træffes beslutninger. Vi taber altid, skriver Maqueda.
- Der er også noget andet, jeg ikke forstår: OL, som er den vigtigste sportsbegivenhed i verden, er blevet udsat, fordi der ikke kan garanteres for sikkerheden, ligesom mange nationer ønskede at udskyde det, fordi deres atleter ikke ville nå det højeste niveau. Alligevel vil EHF - kun nogle få uger efter, at OL skulle være afholdt - arrangere en så stor begivenhed som Final4. Det er lidt modstridende.
Borut Mačkovšek, Veszprem
Også den slovenske landsholdsspiller Borut Mačkovšek skifter klub over sommeren. Lige nu er han holdkammerat med Rasmus Lauge i Veszprém, men næste sæson spiller han i MOL-Pick Szeged.
- Jeg ved ikke, hvordan EHF forestiller sig, at den her løsning kan fungere. Det vil betyde, at vi skal spille hele sommeren uden nogen pause og uden nogen opstart for den næste sæson. For mig vil det være bedre at afbryde turneringen. Det her EHF foreslår nu, er for mig meningsløst, skriver Mačkovšek i en besked til TV 2 SPORT.
Hvordan ser du frem mod den kommende sæson med den her udsættelse?
- Det er også et meget stort problem, hvis EHF vil realisere den her håbløse idé. Det vil helt sikkert komme til påvirke den kommende sæson. Der vil være for mange kampe, og jeg kan ikke se, hvordan man skal kunne komme igennem sådan en sæson. Konsekvenserne kunne blive flere skader, og det er der ingen, der er interesserede i. Hverken spillere eller klubber, skriver sloveneren.
Rasmus Lauge, Veszprém
I Veszprém i Ungarn sidder den danske landsholdsstjerne Rasmus Lauge med mange spørgsmål oven på EHF's beslutning om at udskyde Final4.
- Nu så jeg Michael Wiedere (EHFs præsident, red.) udtale: ”Hvad er den rigtige beslutning i den her situation?” I virkeligheden tror jeg godt, han ved, hvad den rigtige beslutning ville være, men der er selvfølgelig et økonomisk spørgsmål, som han skal forholde sig til.
- Det er jo det eneste incitament for ikke bare at aflyse turneringen. Det kan jeg godt forstå, de skal ligge og rode med, men jeg synes ikke, det er en god beslutning at udsætte Final4, og det er der så mange grunde til, siger Lauge over en telefon til TV 2 SPORT og fortsætter:
- Hvis vi skal starte op i juni efter mange ugers ”ferie”, så har vi brug for i hvert fald 14 dages træningslejr med træningskampe, for at det overhovedet er forsvarligt for os at starte op igen på så højt niveau i forhold til at mindske risikoen for skader og så videre.
- Og med Final4 i august har mange skiftet klub. Hvis vi kvalificerer os med Veszprém til Final4, skal vi så spørge Szeged om lov til at låne Mackovsek, eller har han bare kæmpet forgæves i 20 kampe? Der er så mange spørgsmålstegn ved den beslutning, og det er selvfølgelig også et desperat forsøg på at få sæsonen afsluttet, men er det overhovedet muligt?
Var det bedre bare at afblæse Champions League sæsonen nu, og så lade være med at kåre en vinder?
- Ja, det bedste vil nok i virkeligheden være at afslutte det, for at man igen kan starte op efter sommerferien på en ny sæson, hvor der igen skal være fokus på at få kampe presset ind for at et OL kan være muligt. Og hvornår ligger OL overhovedet? Det bliver interessant at se, hvordan klubber og spillere kan få det til at gå op.
- Det bliver et puslespil uden lige, i forhold til hvad det i forvejen plejer at være. Det kommer til at gå ud over vores allesammens produkt – håndbolden. Klubberne kommer til at lide. Kan man få det til at hænge sammen? Hvor mange skal gå ned i løn? Hvornår kan vi starte op?
Der kan komme mange kampe næste sæson med to gange Final4, VM, OL og så videre. Vil det give anledning til at få gang i kampagnen "Don't Play the Players" igen?
- I sidste ende, når alt er gjort op, står vi i igen med den kampagne. For hvor mange kampe skal vi spille på et vist antal måneder? Så det bliver også et tema. Og hvor mange spillere tager så med til VM? Hvor mange vil spare sig til OL? Men det vil igen komme op at vende med den kampagne. Det er klart.