Håndbold

Her er spillerne på 'årets hold' i kvindernes liga

Coronatid er også statustid. TV 2 SPORT giver dig her 'årets hold', som det har taget sig ud indtil sæsonafbrydelsen i HTH-ligaen.

Skal der mon spilles mere håndbold i denne sæson?

Et spørgsmål, der er nogenlunde lige så vanskeligt at besvare som det, der handler om hønen og ægget.

Foreløbig er der sat komma i fortællingerne om de danske ligaer i sæsonen 2019/20, men bliver komma til punktum, er det slut.

Hvis der skal gøres status efter 23 kampe og en skvat i HTH-ligaen, hvem har så egentlig været bedst?

Det har Team Esbjerg, når holdene sammenligner deres pointkonti.

Men hvordan ser det ud, hvis vi i stedet dykker ned i tallene på hver eneste position.

Kristina Jørgensen er trådt fuldt ind i lederrollen på Viborg-mandskabet

Trine Nielsen, håndboldekspert på TV 2 SPORT

TV 2 SPORT giver dig her ’årets hold’ efter 23 spillerunder, mens du nederst i artiklen kan stemme på den spiller, du mener, der har gjort det bedst i denne sæson.

Holdet er baseret på den såkaldte MEP-liste, der rangerer sig efter hver enkelt spillers effektivitet – først og fremmest angrebsmæssigt.

MEP-pointene har det nemlig med at tilgodese spillernes offensive kvaliteter. Mål og assists giver pluspoint – tekniske fejl og brændte skud trækker fra. I målet er det naturligvis redninger, der tæller.

Årets målvogter: Anna Kristensen

Når man ser nærmere på målvogterne på MEP-listen, er der ingen i nærheden af Viborg HK’s stjerneskud Anna Kristensen.

- Hun har stået en forrygende sæson og har sprængt rammerne for, hvad man kan forvente af så ung en spiller. Hun har stået svimlende mange minutter og formået at holde et tårnhøjt niveau. Imponerende, siger TV 2 SPORT’s håndboldekspert Trine Nielsen.

Årets venstre fløj: June Bøttger

Venstre fløjen er hentet i Jyllands hovedstad hos Aarhus United, hvor en 22.plads på den samlede MEP-liste er nok til at gøre June Bøttger til ligaens bedste.

- Flot sæson af Bøttger, men det er måske den eneste position, hvor jeg er uenig med MEP-listen. Jeg havde foretrukket Sanna Solberg fra Team Esbjerg.

Lyn-analyse

TRINE NIELSENS BEJLERE

  • MÅLVOGTER: Althea Reinhardt (Odense Håndbold)
  • VENSTRE FLØJ: Sanna Solberg (Team Esbjerg)
  • VENSTRE BACK: Estavana Polman (Team Esbjerg)
  • PLAYMAKER: Helene Fauske (Herning-Ikast Håndbold)
  • HØJRE BACK: Mie Højlund (Odense Håndbold)
  • HØJRE FLØJ: Trine Østergaard (Odense Håndbold)
  • STREGSPILLER: Ida Maria Dahl (Viborg HK)

Årets venstre back: Kristina Jørgensen

Bagkæden består af tre danske spillere, der alle figurerer i Jesper Jensens første landsholdstrup. Kristina Jørgensen, der er topscorer i Viborg HK med 123 mål, er sæsonens mest effektive venstre back.

- Kristina Jørgensen er trådt fuldt ind i lederrollen på Viborg-mandskabet, og et af landets største talenter har udfyldt rollen som målsluger, indpisker, leder og assist-spiller, siger Trine Nielsen.

Årets playmaker: Mia Rej

Helt suveræn på MEP-listens førsteplads er København Håndbolds Mia Rej, der derfor naturligvis også er playmaker på årets hold.

- Selvfølgelig! Hun ville også være mit valg, hvis jeg blev vækket fra den dybeste søvn og blev bedt om at vælge den bedste.

- Hun er vendt tilbage fra sin knæskade med den største overbevisning. Trods et lille formdyk efter jul er der ingen tvivl om, at Mia Rej har været ligaens bedste på sin position, siger Trine Nielsen.

Årets højre back: Helene Kindberg

På højre back skal vi ifølge MEP-listen et smut til Silkeborg-Voel, hvor Helene Kindberg har imponeret. Landsholdsbobleren har scoret 103 mål i denne sæson, mens det er blevet til 66 assists.

- Så kom gennembruddet. Hun er ekstremt dygtig til at se de små blottelser i forsvaret og udnytte dem, og så besidder hun evnen til både at skyde ude bagfra samt bryde gennem forsvaret.

Årets højre fløj: Marit Røsbjerg Jacobsen

Ligaens førerhold, Team Esbjerg, er kun repræsenteret på en enkelt position på årets hold – nemlig højre fløj, hvor Marit Røsberg Jacobsen har været bedst.

- Også uden MEP-listen var mit valg faldet på hende. En rigtig nordmand i den forstand, at der er så meget fast arbejde i hende: Garanti for god indsats i begge ender, siger Trine Nielsen.

Årets stregspiller: Linn Blohm

Vi skal også til en skandinavisk nabo for at finde årets stregspiller. Det er nemlig svenske Linn Blohm fra København Håndbold.

- Der er heller ikke så meget at rafle om. Blohm har været outstanding i denne sæson - forrygende spillende både i forsvaret og angrebet, siger Trine Nielsen om stregspilleren.

Sådan ser årets hold altså ud i HTH-ligaen efter 23 runder, hvis vi dømmer ud fra MEP-listen. Herunder kan du stemme på, hvem der har været årets spiller i dine øjne.

Afstemning

Hvilken spiller har imponeret dig mest i HTH-ligaen 2019/2020