Håndbold

Morten Olsen fortsætter på landsholdet

Morten Olsen stiller sig fortsat til rådighed for landsholdet, selvom han fik begrænset med spilletid ved det seneste EM. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Den danske bagspiller er også at finde på landsholdet i fremtiden, selvom han ikke fik meget spilletid ved den seneste slutrunde.

Fem minutter.

Det var alt, hvad den 35-årige playmaker Morten Olsen fik ved den seneste håndboldslutrunde, der endte med en dansk skuffelse. De forsvarende verdens- og olympiske mestre røg nemlig ud af turneringen efter de første tre indledende gruppekampe.

Morten Olsen startede som reserve, men blev senere skiftet ind i truppen af Nikolaj Jacobsen. Det gav dog ikke automatisk spilletid, og det blev begrænset, hvad han fik af tid på banen.

På trods af det er Olsen stadig klar, hvis landstræneren skulle få brug for ham i fremtiden.

Er du stadig til rådighed for landsholdet?

- Ja, det er jeg. Jeg har snakket med Nikolaj, og der er stadigvæk fuld opbakning. Så jeg er klar. Nu kan jeg se, at vi ikke skal til OL i år, men så må vi være klar, når det OL skal spilles en eller anden gang, selvom man selvfølgelig ikke bliver yngre, siger Morten Olsen i TV 2 SPORTs nye håndboldpodcast ’Den svære returbillet’.

Er du kommet dig over mesterskabet i januar?

- Ja, men når man tænker tilbage på det, kan jeg stadig ikke rigtig forstå, hvad der skete, og at det var den placering, vi fik. Personligt var jeg rimelig hurtigt videre, da jeg ikke havde så meget at bidrage med i den turnering. Men jeg synes stadig, at det var et meget mærkeligt forløb, at vi røg ud så hurtigt.

Morten Olsen i aktion mod Ungarn.

Vender hjem til Danmark og GOG

I podcasten berører de også Morten Olsens kommende skifte og tilbagevenden til Danmark.

Playmakeren vender hjem til GOG, hvor han spillede i tre år fra 2003 til og med 2005. Her ser han frem til at vise sig frem for de håndboldfans, der måske ikke har fulgt med i Bundesligaen og Hannover-Burgdorf, hvor han spiller i denne sæson.

Er man lidt ekstra opsat på at kommen hjem i den rette form og med det rette overskud?

- Ja, det er klart. Jeg har spillet i udlandet i mange år, men det har også været klubber, hvor der ikke har været så meget tv-dækning. Så ellers har jeg kun vist mig lidt frem, når det har været med landsholdet. Så det er måske ikke sådan, at alle kender mig 100 procent i Danmark. Så det bliver fint at vise Danmark.

I podcasten kan du blandt andet også høre Morten Olsens tanker om den anderledes tilgang, han kommer til at møde, når han vender hjem til Danmark.

Han fortæller også, at han får en anderledes rolle på GOG-holdet.