Håndbold

Lauge 'flygtede' til Ungarn - men ønsker ikke at glemme EM-fiasko

Rasmus Lauge ramte ikke sit vanligt høje niveau ved EM-slutrunden i januar.  Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Rasmus Lauge vil bruge EM-fiaskoen i januar fremadrettet og ønsker ikke at glemme slutrunden.

Tomheden og skuffelsen var ikke til at tage fejl af, da de danske håndboldherrer i januar kunne se den sidste mulighed for at gå videre fra gruppespillet ved EM forsvinde.

På tribunen i Malmø Arena havde flere af danske spillere taget plads for at overvære kampen mellem Ungarn og Island. En kamp, der endte med at afgøre Danmarks skæbne.

Jeg havde personligt mest lyst til bare at skynde mig til Ungarn og grave mig ned

Rasmus Lauge

En kamp, som Rasmus Lauge var vidne til.

- Det er en af de værste følelser at stå med. Man var magtesløs og kunne intet gøre i forhold til at styre sin egen skæbne, siger den danske stjernespiller i TV 2 SPORTs seneste håndboldpodcast.

De danske verdensmestre havde åbnet slutrunden med at tabe til Island og spille uafgjort med Ungarn. Dermed var Lauge og kompagni afhængige af, at Island tog point fra Ungarn på sidste dag i gruppespillet.

Det skete ikke. Ungarn vandt kampen, og Danmark var ude af EM, inden festen var begyndt.

- Jeg havde personligt mest lyst til bare at skynde mig til Ungarn og grave mig ned og komme så langt væk som overhovedet muligt, så jeg på den hurtigste måde kunne komme væk og i virkeligheden flygte fra det, der lige var sket, siger Rasmus Lauge, der til daglig spiller i ungarske Veszprem.

Skuffede danske spillere efter EM-fiaskoen var en realitet.

Vil ikke glemme fiaskoen

Mens slutrundens bedste nationer fortsatte kampen om guldet, så tog de danske spillere tilbage over Øresund og derfra videre til deres respektive klubber rundt om i Europa.

Mange ville nok forsøge at slette oplevelserne i Malmø fra erindringen. Men ikke Rasmus Lauge.

- Jeg har i virkeligheden ikke lyst til at glemme det, for jeg tror, vi kan bruge det til rigtig meget fremadrettet, at vi virkelig fejlede på den måde, som vi gjorde.

- Det er noget, vi skal tage med fremadrettet, at det er så tæt i toppen af Europa, at hvis vi ikke er der og præsterer på allerhøjeste plan, så kan vi simpelthen ikke forvente at cruise igennem som året før, siger Lauge med henvisning til, at Danmark i 2019 vandt VM uden at sætte point til undervejs.

Det var første gang siden 2005, at de danske håndboldherrer måtte forlade en slutrunde allerede efter det indledende gruppespil.

Blev skadet i optakten til EM

For Rasmus Lauges vedkommende blev slutrunden heller ikke den personlige succes, som han havde håbet på, efter han i sommerpausen skiftede til ungarsk håndbold, hvor kampprogrammet ikke er lige så hårdt som i den tyske Bundesliga.

Jeg ville gøre præcis det samme

Rasmus Lauge

Men selvom Lauge i efteråret havde haft de optimale vilkår for at ankomme til EM-slutrunden i absolut topform, så blev optakten alligevel præget af en skade i læggen.

- Jeg havde haft noget vinterferie for første gang i min karriere og kunne virkelig træne op til det her. At jeg i første træning så skulle gå ud med en fiber i læggen, var selvfølgelig langt fra positivt. Det blev en kamp mod tiden.

Rasmus Lauge nåede aldrig at sætte det præg på slutrunden, som han - og resten af Danmark - havde håbet på, men det til trods ville han ikke tackle skadessituationen anderledes, hvis han fik muligheden for det.

- Jeg ville gøre præcis det samme: Kæmpe røven ud af bukserne i kampen med tiden for at nå at blive klar. Jeg ville gøre alt, hvad der står i min magt for at komme ind og hjælpe gutterne derinde, siger Rasmus Lauge.

Danmark er allerede kvalificeret til OL i Tokyo, der er blevet udskudt til 2021.