Håndbold

København-direktør stopper med øjeblikkelig virkning

Det er personlige forhold, der har fået den administrerende direktør til at fratræde sin stilling.

HTH-ligaens aktuelle nummer fire, København Håndbold, skal have ny direktør, da Janni Møller Thomsen af personlige årsager har valgt at fratræde stillingen.

Det oplyser klubben torsdag eftermiddag på sin hjemmeside.

- Det er gået stærkt. Men når man har et menneske så tæt på sig, som kommer og beder om at få sin kontrakt ophævet, så imødekommer jeg selvfølgelig det, lyder det fra Kim Mikkelsen, København Håndbolds ejer, til TV 2 SPORT om afskeden med direktøren.

- Alle, der har med håndbolden at gøre ved, hvor meget klubben og sporten betyder for Janni, og hvor kæmpestor en indsats, hun har lagt i klubben. Så det kan vi kun være uendeligt taknemmelig for, siger han.

Janni Møller Thomsen forlader altså København Håndbold ganske udramatisk, og klubben oplyser samtidig, at ledelsen har tilbudt, at hun på et senere tidspunkt kan tiltræde en plads i bestyrelsen.

Ingen ny direktør i morgen

Janni Møller Thomsen forlader København Håndbold udramatisk og med en åben telefon til de, der midlertidigt overtager roret for selskabet, indtil den rigtige afløser er på plads, skriver Københavner-klubben.

Janni Møller Thomsen har fungeret som administrerende direktør i klubben siden 2017, hvor hun overtog posten fra klubbens ejer, Kim Mikkelsen. På daværende tidspunkt kom hun fra en stilling som kommerciel direktør, og nu begynder klubben altså arbejdet med at finde den "rigtige afløser".

- Man kan sige, så længe vi ikke spiller håndbold, så har vi måske lidt luft til at tænke over fremtidens konstellation, siger klubejeren med henvisning til, at håndboldligaerne lige nu er sat på pause som konsekvens af udbruddet af coronavirus, hvilket også gør det svært at holde fysiske jobsamtaler med kandidater til direktørposten.

- Det er så nyt. Vi har kun lige nået at informere spillere, trænere, ledelse og bestyrelse, så vi er ikke der, hvor vi er begyndt at tænke over, om det skal være en grøn eller en gul farve, vi skal have ansat som direktør.

- Jeg forestiller mig ikke, at vi har en ny direktør i morgen eller om en uge eller om fjorten dage. Derimod er det en proces, som er besværliggjort af, at vi ikke kan holde fysiske møder. Så det tager jo nok - som sådan noget gør - nogle måneder.

København Håndbold mangler ligesom de fleste øvrige hold i kvindernes liga tre kampe i denne sæsons grundspil, som har været sat på pause siden 11. marts.