Håndbold

Landsholdsbobler var 'totalt mundlam' over fanklubs gestus

Emilie Steffensen blev torsdag præsenteret som ny spiller i Nykøbing Falster Håndbold Nykøbing Falster Håndboldklub

Netop Nykøbing Falsters fans havde stor vægt, da landsholdsaktuelle Emilie Steffensen valgte sin nye klub.

Det er sjældent de største overraskelser, der finder sted, når sportsklubber præsenterer nye spillere på et pressemøde. Og endnu sjældnere sker det nok, at spilleren selv bliver overrasket i forbindelse med sin præsentation.

Ikke desto mindre skete netop det for Nykøbing Falsters nye venstreback Emilie Steffensen, da hun torsdag blev præsenteret som ny spiller i den gule trøje.

Hun kendte nemlig ikke til den detalje, at hendes transfersum er betalt af NFH’s fanklub, før det kom frem ved præsentationen.

- Jeg var bare totalt mundlam, da jeg fandt ud af, at det var dem, der havde været med til at betale den sum, fortæller den landsholdsaktuelle back med et stort grin til TV 2 SPORT.

- Jeg synes, det er så vildt, for det siger bare også virkelig meget om den kultur, de har derovre, siger hun.

- Fuldstændig vanvittig opbakning

Det 18-årige stortalent skifter fra Herning-Ikast, hvor hun har spillet, siden hun var otte år gammel. Nu føler hun sig klar til at prøve noget nyt, og valget er altså faldet på NFH.

Det oplyses ikke, hvad fanklubben i Falster måtte af med for at købe Steffensen fri af sin kontrakt med midtjyderne.

Nu har jeg allerede fået tyve venneanmodninger og en masse beskeder fra fanklubben

Emilie Steffensen, kommende Nykøbing Falster-spiller

Faktisk havde netop fansene i NFH en særlig rolle i forhold til Steffensens klubvalg.

- Jeg kan huske, da jeg stod på deres hjemmebane for første gang for halvandet år siden, hvor jeg bare tænkte ”dér MÅ jeg bare spille en dag”. For jeg synes, sådan noget er så fedt, fortæller hun og fortsætter:

- De formår bare at løfte taget til alle kampe. De sidder jo inde i hallen, inden vi spillere kommer ind til opvarmning. Det er bare en fuldstændig vanvittig opbakning, de kommer med.

Tyve venneanmodninger

Den opbakning kan den kommende Nykøbing Falster-spiller allerede mærke her dagen efter præsentationen.

- Nu har jeg allerede fået tyve venneanmodninger og en masse beskeder fra fanklubben, hvor folk har skrevet tillykke og at de glæder sig til at se mig på banen, fortæller Steffensen.

Samtidig understreger klubbens direktør, Ib V. Pedersen, at der skal lyde en stor tak til fanklubben for hjælpen med at få handlen i hus.

De gulblusede fans er kendt for at møde talstærkt op til klubbens udekampe. Her er de på besøg i Viborg.

- Det var ret afgørende i den coronasituation, vi står i nu. Det var med til at gøre, at man gennemførte handlen, lyder det fra direktøren.

- Det siger rigtig meget om, hvor meget de støtter op. Man kan jo også bare se, hvor stor en fanskare, vi har med til udekampe. De er virkelig supportere, må man sige, og de er selvfølgelig også interesserede i, at vi har et godt hold.

Emilie Steffensen har spillet 19 kampe for ligaholdet i Herning-Ikast i denne sæson, hvor hun samtidig har optrådt på klubbens U19-hold, der har været ganske suveræne.

I marts måned blev hun udtaget til Jesper Jensens første landsholdstrup, der skulle have spillet to træningskampe mod Brasilien. Men ligesom landstræneren må Steffensen som følge af situationen med coronavirus udskyde sin debut med det danske kvindelandshold.