Håndbold

Gudmundur Gudmundsson forlænger efter tre kampe

Gudmundur Gudmundsson er ved siden af sit job i Melsungen landstræner for Island. Tt News Agency / Ritzau Scanpix

Den tidligere danske landstræner Gudmundur Gudmundsson bliver i den tyske klub Melsungen til sommeren 2021.

Gudmundur Gudmundsson nåede blot at være i spidsen for den tyske klub Melsungen i tre kampe, inden covid-19 satte en stopper for Bundesligaen og al europæisk håndbold.

Derfor kunne islændingens trænerjob i den tyske klub være overstået, inden det nærmest begyndte, da han i første omgang kun havde skrevet kontrakt til sommeren 2020.

Men det har de to parter nu ændret på. Gudmundur Gudmundsson har nemlig forlænget sin kontrakt med den tyske klub, så han også skal lede mandskabet i den kommende sæson.

- Mit indtryk af MT Melsungen efter kort tid i klubben er konstant positivt. Det er en meget professionel forening, der ønsker at fortsætte med at udvikle sig. Det vil jeg gerne bidrage til.

- Kontrakten er en fair løsning, fordi den giver begge parter et minimum af sikkerhedsniveau og også muliggør en vis fleksibilitet, siger Gudmundur Gudmundsson til klubbens hjemmeside.

Ved siden af jobbet i den tyske klub fortsætter Gudmundur Gudmundsson som islandsk landstræner, hvilket han har været siden 2018.

Gudmundssons trænerkarriere

1989–1992: Vikingur Reykjavik

1992–1995: Afturelding Mosfellsbær 

1995–1999: Reykjavik

1999–2001: TSV Bayer Dormagen

2001–2004: Island

2005–2007: Reykjavik

2008–2012: Island

2009–2010: GOG

2010–2014: Rhein-Neckar Löwen

2014–2017: Danmark

2017–2018: Bahrain

2018– : Island

2020- : MT Melsungen

I disse uger opholder han sig i sit hjemland, og derfor er han fjerntræner for Melsungen-spillerne. I samarbejde med klubbens assistenttræner, Arjan Haenen, og den fysiske træner sørger han for at sende spillerne træningsøvelser via onlinekommunikation.

Selvom spillerne altså forsøger at holde sig i form, ved de endnu ikke, hvornår de kommer i kamp igen. Indtil videre er alle kampe i Bundesligaen suspenderet frem til den 23. april. Derudover over er finaleweekenden i den tyske pokalturnering, der skulle være afholdt 4-5. april, udskudt til et senere tidspunkt.

Melsungen ligger lige nu nummer syv i Bundesligaen med 32 point efter 26 kampe.