Coronavirus

Håndboldklubbernes direktør: Konkurser bliver uundgåelige

Både Divisionsforeningen Håndbold og Dansk Håndbold Forbund frygter store konsekvenser af den aflyste håndboldsæson.

Det kan kun blive en vurdering grænsende til et gæt.

Men et kvalificeret gæt, ganske vist.

Med en sponsornedgang på 25 procent lander vi på et samlet tab for klubberne på omkring 60-70 millioner kroner

Thomas Christensen, direktør i Divisionsforeningen Håndbold

For Thomas Christensen er som direktør i Divisionsforeningen Håndbold repræsentant for samtlige klubber i ligaerne og 1. division. Han er om nogen manden med det bedste overblik over det gigantiske girokort, der vil lande i dansk håndbolds e-Boks ovenpå coronaens hærgen i Danmark og aflysningen af resten af håndboldsæsonen

En regning, der bliver både stor og grum, lyder vurderingen.

- Vi har spurgt klubberne, og rigtig mange af dem skyder på, at deres sponsorsalg i næste sæson vil gå ned med 20-25-30 procent, siger han.

- Hvis vi så tager 28 ligaklubber, hvor nogen i dag har en sponsoromsætning på måske 18 millioner, og andre har en på to - altså et snit på otte-ni millioner - så er det 250 millioner i runde tal. Og med en sponsornedgang på 25 procent lander vi jo så på et samlet tab for klubberne på omkring 60-70 millioner kroner, lyder Thomas Christensens kvalificerede gæt.

Klubber vil lukke

Mens det nøjagtige tal er en vurdering, er konsekvensen til gengæld uomtvistelig, mener direktøren. Coronavirussen vil også i håndboldverdenen koste ofre, når klubberne ikke kan spille kampe i fire måneder.

- Det er uundgåeligt, at der kommer konkurser efter det her, fastslår Thomas Christensen.

- Der er selvfølgelig nogle klubber, der har et bedre fundament end andre, og nogle har også gode venner af huset, der helt sikkert træder til, hvis det kommer til at knibe ekstra. Men der er også nogle klubber, der ikke har det, siger direktøren.

- Vores eliteklubber har en fantastisk, lokal og loyal sponsorkerne, som vil gå rigtig, rigtig langt for at betale deres sponsorater. Det ved vi, men vi ved selvfølgelig også godt, at sponsorpengene som regel bliver fundet til sidst i virksomhederne.

- Sponsorer vil strække sig langt, men pengene skal jo være der, før de siger ja. Det er ikke viljen, der vil mangle. Det er jeg helt sikker på. Det bliver rent et spørgsmål, om evnen er der, forudser Thomas Christensen.

Spillerne kan blive tvunget til noget lønnedgang på et eller andet niveau. Klubberne kan simpelthen ikke magte de nuværende lønninger, hvis de fremover kun har 60-75 procent af deres nuværende sponsorindtægter

DHF-formand Per Bertelsen

Frygter medlemsnedgang

I Dansk Håndbold Forbund (DHF) spår formand Per Bertelsen, at klubberne i de kommende sæsoner kommer til at skulle klare sig for 60-75 procent af deres nuværende sponsorindtægter.

- Det vil blive rigtig, rigtig svært for vores klubber, og derfor skal vi prøve at hjælpe dem så godt, som vi overhovedet kan fra Dansk Håndbold Forbunds side, siger formanden.

Derfor er kapitalkravene til klubberne i forhold til lønbudgettet annulleret for næste sæson. Hidtil har reglerne været, at klubber kunne have et lønbudget på 5,1 gange deres egenkapital, så længe den samlede lønsum ikke oversteg 2,5 millioner kroner. Var lønsummen højere, måtte klubben kun gange egenkapitalen med 2,8.

DHF har også flyttet betalingsfristen for et turneringsgebyr og en udgift til dommere, som alle klubber skal betale før en sæson, til foreløbig sidst på året.

Per Bertelsen frygter, at klubber kan ende med at lukke efter coronakrisen.

- I den her situation ser jeg rigtig sort på det. Jeg håber ikke, det sker, men jeg frygter det mere, end jeg nogensinde har gjort, siger DHF-formanden, der også frygter en medlemsnedgang i dansk håndbold.

Og når der forsvinder mange penge i dansk håndbold, vil det uundgåeligt også ramme spillernes vilkår, spår han.

- Det bliver hårdt for spillerne. Jeg tror, at de kan blive tvunget til noget lønnedgang på et eller andet niveau. Klubberne kan simpelthen ikke magte de nuværende lønninger, hvis de fremover kun har 60-75 procent af deres nuværende sponsorindtægter, fastslår Per Bertelsen.

Samme melding kommer fra Divisionsforeningen, som er klubbernes interesseorganisation.

- Får vi 25 procent mindre i sponsorindtægter, bliver vi selvfølgelig også nødt til at kigge på vores største udgiftspost. Det vil være helt naturligt, siger direktør Thomas Christensen.

Håndbold Spiller Foreningen har tirsdag eftermiddag givet sin version på sagen. Det kan du læse mere om her.