Håndboldsæsonen er definitivt afblæst - stillingen bliver fastfrosset
Mestrene og nedrykkerne er fundet, efter Dansk Håndbold Forbund og klubberne har besluttet at lukke sæsonen 2019/2020 ned.
Udvalget for Professionel Håndbold, hvor både Dansk Håndbold Forbund (DHF) og klubberne er repræsenteret, har på et møde tirsdag formiddag taget den endelige beslutning.
Der vil ikke blive spillet mere håndbold i landets to bedste rækker hos både mænd og kvinder.
Det oplyser DHF i en pressemeddelelse. TV 2 SPORT erfarede nyheden i første omgang fra flere kilder.
- Det er ingen hemmelighed, at det her scenarie er det værst tænkelige, der kunne ske for dansk håndbold.
- Jeg er frygteligt ked af, at vi har måttet træffe den her beslutning, men det er desværre den eneste rigtige set i lyset af den situation vi står i. Selve afgørelsen er for os i Dansk Håndbold Forbund at se den bedste af de mulige scenarier, siger DHF-formand Per Bertelsen.
Det får det af betydning
Stillingen i de to ligaer bliver fastfrosset, hvilket blandt andet betyder, at mestrene og nedrykkerne er fundet.
Herunder kan du se, hvad beslutningen får af konsekvenser:
Herreligaen:
- Aalborg bliver mestre og kvalificerer sig til Champions League
- GOG får sølv og kvalificerer sig til EHF Cuppen
- TTH Holstebro får bronze og kvalificerer sig til EHF Cuppen
- Bjerringbro-Silkeborg får Danmarks tredje plads i EHF Cuppen
- Nordsjælland rykker ned
Dameligaen:
- Team Esbjerg bliver mestre og kvalificerer sig til Champions League
- Odense Håndbold får sølv og kvalificerer sig til EHF Cuppen
- Viborg HK får bronze og kvalificerer sig til EHF Cuppen
- Herning-Ikast Håndbold kvalificerer sig EHF Cuppen som pokalvinder
- EH Aalborg rykker ned
TMS Ringsted rykker op i herreligaen, mens Odder, FIF og Roskilde rykker ned i 2. division.
Hos kvinderne rykker Vendsyssel op, mens Sæby HK og IF Stjernen bliver nedrykkerne til 2. division.
'Sørgeligt'
Spillerne i klubberne er sendt hjem i øjeblikket og har ikke kunnet træne sammen, siden de seneste kampe blev afviklet i begyndelsen af marts.
Udvalget for Professionel Håndbold meldte ellers ud, at de havde en deadline, der hed 20. april. Men beslutningen blev altså truffet før.
- Jeg har svært ved at beskrive med ord, hvor sørgeligt jeg synes, det her er. Men omvendt er vi nødt til at træffe en beslutning, og derfor har vi tilsluttet os det forslag, som Dansk Håndbold Forbunds administration har fremlagt for udvalget i professionel håndbold.
- Nu skal vi lige sluge den her pille og så se fremad i forhold til, hvordan vi alle kommer mindst smertefuldt igennem krisen, siger Divisionforeningens direktør, Thomas Christensen.
Lukningen af Danmark er forlænget
Mandag aften holdt statsminister Mette Frederiksen (S) pressemøde om den aktuelle situation i samfundet som følge af coronakrisen.
Meddelelsen fra statsministeren var blandt andet, at man forlænger lukningen af Danmark på flere områder, mens man gradvist vil iværksætte en åbning af landet.
Det vil dog stadig være reglen, at man maksimalt må være samlet ti mennesker samme sted frem til 10. maj, ligesom at statsministeren forbyder store forsamlinger til og med udgangen af august.