Coronavirus

- Man ofrer de svageste, siger kommende træner for nedrykkere

Allan Heine kalder det "det ultimative offer", at hans kommende klub, EH Aalborg, tirsdag blev sendt ned i 1. division, da dameligaen blev afsluttet.

Hertil og ikke længere. Tirsdag blev det besluttet at afslutte den danske håndboldsæson med de aktuelle stillinger som gældende.

I kvindernes liga får det store konsekvenser for holdet på stillingens sidsteplads, EH Aalborg.

Man ofrer de svageste og lader de stærkeste stå

Allan Heine

Et indbyrdes nederlag til Skanderborg Håndbold, som nordjyderne ligger à point med og stadig manglede en grundspilskamp imod, betyder, at EH Aalborg i næste sæson skal spille i 1. division i stedet for liga.

- Det er enormt ærgerligt. Man kunne godt være endt der, hvis man havde spillet om det i de sidste tre grundspilskampe, men nu bliver tæppet trukket væk under klubben, og det synes jeg er voldsomt unfair, siger klubbens kommende cheftræner, Allan Heine, til TV 2 SPORT.

Han og klubbens ledelse havde til det sidste håbet, at man kunne afgøre på banen, hvilket hold der skulle rykke ud af ligaen. Og hvis det ikke var muligt, at beslutningstagerne i DHF og Divisionsforeningen så helt ekstraordinært ville udvide næste sæsons liga til 15 hold.

- Jeg synes, det er vildt, at man beslutter, at det er EH Aalborg, der skal bringe det ultimative offer helt alene og tage skraldet for alle.

- I en så ekstraordinær situation er jeg enormt skuffet over, man ikke tænker ud af boksen i forhold til løsninger. At man ikke vælger at neutralisere sæsonen, så der ingen nedrykkere er, og man næste sæson så spiller med 15 hold. Det vil betyde to kampe ekstra for de resterende hold – et forholdsvis lille offer, synes jeg, siger Allan Heine.

DHF-formand afviser udvidelse

Beslutningen om at stoppe sæsonen tirsdag blev truffet i Udvalget for Professionel Håndbold, hvor blandt andet DHF-formand, Per Bertelsen, er med til at bestemme.

Overfor TV 2 SPORT afviser han, at ligaen bør udvides til 15 hold.

- Udvalget for Professionel Håndbold har hele tiden haft den holdning, at vi under ingen omstændigheder ville udvide ligaen til flere hold. Vi har også et produkt, vi skal værne om, og det gør vi ikke ved at udvide, siger Per Bertelsen.

'Men hvad med EH Aalborgs produkt?', lyder det retorisk fra Allan Heine. Under normale omstændigheder kan den 40-årige godt følge argumentet om et maksimum af hold i ligaen. Men det her er 'ekstraordinære tider', som han kalder det:

- En situation, som vel aldrig nogensinde er sket før.

- Vi snakker så meget om solidaritet i de her tider; at vi skal løfte i flok, og at vi skal hjælpe hinanden. Men man ofrer de svageste og lader de stærkeste stå. Det er jeg virkelig skuffet over, siger Allan Heine.

Han havde i stedet håbet, at man havde skævet til nabolandene Norge og Sverige, hvor henholdvis kvinde- og herreligaen i næste sæson ekstraordinært bliver udvidet med et ekstra hold.

Og måske også til det franske, hvor Allan Heine når at have været træner for klubben Nantes i godt og vel halvandet år.

- I Frankrig udvider de sandsynligvis med to ekstra hold, da de ikke vil gøre ondt værre for klubberne. Jeg ved, at man også påtænker at starte sæsonen lidt tidligere, nu når OL er flyttet.

- Det kunne man også gøre tilsvarende i Danmark med de første kampe - vel og mærke uden tilskuere i henhold til myndighedernes forbud mod større forsamlinger, siger den kommende EH Aalborg-træner.

Budgetnedgang på 50%

Sammen med en advokat ser EH Aalborg nu på mulighederne for at anke tirsdagens beslutning. Men hvis det alligevel ender med at hedde 1. division efter sommerferien, så bliver det stadig med Allan Heine som cheftræner.

Forudsætningerne bliver dog nogle helt andre end i ligaen.

- Det er som at starte forfra i forhold til det, klubben har arbejdet med i en del år. Det bliver et helt andet setup.

- Jeg havde allerede talt med en række spillere, men i og med det ikke længere er et ligahold, så forudsætningerne er helt ændret i forhold til det.

Også økonomisk er forudsætningerne ændret for den nordjyske klub. Direktøren forventer i hvert fald en markant nedgang:- Vi har kigget lidt på det. Det ligger i et omfang af 50% af vores budget, som jo i forvejen ikke er så stort. Det bliver rigtig svært, men vi giver ikke op, siger Henrik Skals til TV 2 SPORT.

Mens EH Aalborg formentlig skal rykke ud af ligaen, rykker Vendsyssel op fra 1. division, da de lå øverst i den næstbedste række, da sæsonen stoppede.

'For nem beslutning at træffe'

I Herreligaen er det Nordsjælland Håndbold, der lå sidst og derfor nu må rykke ned i 1. division.

Ligesom i EH Aalborg er de i det nordsjællandske ærgerlige over tirsdagens beslutning. Sportschef Jørn Blom er trods alt for afklaringen, så man kan se fremad, men bestyrelsesformand Jørgen Simonsen er dybt skuffet over skrivebordsafgørelsen.

- Jeg har fuld forståelse for, at man ikke kan spille sæsonen færdig. Men det andet er for nem en beslutning at træffe.

- Jeg ved godt, at det er billigt at sige: Men jeg tror sgu ikke, at de ville have besluttet det, hvis det var Kolding, som det var gået ud over, siger han til Frederiksborgs Amts Avis.

Med to kamprunder tilbage af grundspillet var Nordsjælland fire point efter både Lemvig-Thyborøn og KIF Kolding, men kunne matematisk godt nå forbi dem begge med sejre i de to sidste kampe, hvor de blandt andet havde en direkte kamp mod Kolding.

Men den mulighed forsvandt tirsdag, da det blev besluttet, at sæsonen var afgjort.