Coronavirus

Spillerforening revser DHF-formand: - Det er overhovedet ikke dit bord

Håndbold Spiller Foreningen vil ikke afvise, at nogle spillere kan blive tvunget til at gå ned i løn på grund af coronakrisen.

Ingen i dansk håndbold er i tvivl om, at der venter en stor millionregning ovenpå coronakrisen efter mindst fire måneder uden kampe og med forventninger om færre sponsorkroner i de kommende sæsoner.

Men hvem skal betale den regning?

Ifølge Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen bliver krisen dyr for alle i dansk håndbold - også for spillerne.

- Jeg tror, at de kan blive tvunget til noget lønnedgang på et eller andet niveau. Klubberne kan simpelthen ikke magte de nuværende lønninger, hvis de fremover kun har 60-75 procent af deres nuværende sponsorindtægter, har DHF-formanden tidligere sagt til TV 2 SPORT.

Dansk håndbolds 'rige onkel'

En udtalelse, som alt andet end imponerer Håndbold Spiller Foreningens direktør Michael Sahl Hansen.

- Det er overhovedet ikke hans bord. Som i overhovedet ikke. Det er noget, som han bør holde sig ude af, for det har ikke noget med ham at gøre, lyder det for Michael Sahl Hansen, der kommer med en opfordring til DHF-formanden.

- Hvis Per Bertelsen gerne vil være med til at hjælpe, skulle han jo kigge på sig selv. Som jeg læser det, han har udtalt, lover han kun nogle udskydelser på nogle betalinger for klubberne. Det er fint nok, men det hjælper jo ikke klubberne med andet end noget likviditet lige nu. De skal betale de samme penge - bare senere, siger Michael Sahl Hansen til TV 2 SPORT.

- Hvad med at DHF, som den rige onkel i dansk håndbold, kiggede på deres gebyrer for at registrere kontrakter og betalinger for at være med i ligaerne og 1. division den kommende periode? Det kunne jeg have haft lidt respekt for, hvis de havde stillet sig frem og sagt det - i stedet for bare at sende aben 100 procent videre til spillerne, lyder opsangen fra Håndbold Spiller Foreningen.

Per Bertelsen fastholder dog sin vurdering af den økonomiske vejrudsigt for dansk håndbold.

- Min pointe var ikke, at spillere skal ned i løn i deres nuværende kontrakter. Det må klubberne og spillerne selv ligge og rode med. Det er mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Men generelt for håndbolden er jeg nødt til at sige, at der ikke vil være de samme penge fremadrettet, og det vil da komme til at gå ud over spillerne - ligesom alle andre - når de fx skal forlænge deres kontrakter eller indgå nye. Det synes jeg næsten, der giver sig selv, siger DHF-formanden til TV 2 SPORT.

Ingen kollektiv lønnedgang

Håndbold Spiller Foreningen afviser da heller ikke, at lønnedgange kan komme på tale. Men det skal foregå ordentligt og med respekt, lyder det.

- Vi er 100 procent ansvarlige, og vi taler med spillerne om det. Vi ved også godt, at der kan komme problematikker omkring det her på den lange bane. Det er klart, at hvis der er en udfordring for den kommende sæson, så taler vi med klubberne om det. Ligesom vi altid har gjort. Den proces har DHF aldrig tidligere været en del af, og det forestiller jeg mig heller ikke, at de skal være denne gang, siger Michael Sahl Hansen og fastslår, at han har en 'rigtig god dialog' med Divisionsforeningen Håndbold, som er klubbernes organisation.

Der bliver dog ikke tale om en kollektiv lønnedgang, hvor alle spillere fx går 20 procent ned i løn.

- Det vil jo ikke give nogen mening, hvis klub A kan nøjes med at gå 10 procent ned i løn, mens andre skal 15 procent ned, siger Michael Sahl Hansen og understreger, at der også er forskel på spillernes situation.

Mens nogle stjerner tjener gode penge, er der færre nuller i enden af beløbet på lønchecken hos andre.

Vil ikke dække klubbernes underskud

- Der kan være nogen, der sidder så hårdt i det, at de simpelthen ikke kan gå ned i løn. Der kan også være nogen, der ligger lige præcis på forskergrænsen, så hvis du fjerner en krone af deres løn, så ryger de ud af den skatteordning. Dem kan du heller ikke efterlade der. Så der er en helt masse parametre, man er nødt til at have med i kuglerammen, når man gør sådan noget op, påpeger spillernes repræsentant.

- Du kan ikke bare dreje på et eller andet hjul og sige, at nu bidrager vi alle med 10, 15 eller 20 procent. Det kan man ikke gøre, fastslår Michael Sahl Hansen.

Håndbold Spiller Foreningen har allerede eksempler på klubber, der har bedt spillere om at gå ned i løn.

- Det kom så tidligt, at det efter min bedste overbevisning handlede om, at man ville tørre en dårlig drift (af klubben. red.) af på spillerne også. Og det er jo det næste i det her. Sjovt nok kommer en lønnedgang her, hvis det er, til at gøre, at alle klubber går i nul. Så der er også en vis grad af dårlig drift, der bliver rullet ind i det her. Og det er der, at kæden hopper af for os, siger Michael Sahl Hansen og opfordrer alle klubber til at være helt åbne om det økonomiske regnskab over for spillerne.

DHF vil først have overblik

I Dansk Håndbold Forbund er formand Per Bertelsen heller ikke afvisende over for at hjælpe økonomisk med mere end blot at udskyde betalingsfrister for klubberne. Men han vil ikke love noget endnu.

- I Udvalget for Professionel Håndbold (hvor klubber og DHF begge er repræsenteret, red.) har vi fra DHFs side sagt, at vi vil gerne se på alle de forhold, som vi kan. Dog har vi også sagt, at vi gerne vil afvente og se, hvordan den reelle situation kommer til at se ud. Vi ved jo ikke, hvor mange penge klubberne får gennem de forskellige hjælpeordninger. Det har vi slet ikke overblik over endnu, og det er vi nødt til at have først. Så må vi tage stilling til efterfølgende, hvad vi kan gøre i forbundet, siger Per Bertelsen.

Ligesom klubberne er DHF også ramt af krisen og har blandt andet måtte aflyse fem landskampe her i foråret. Hvad det kommer til at koste forbundet, er indtil videre uvist.

- Jeg vil slet, slet ikke bevæge mig ud i det der lige nu. Vi har slet ikke et overblik lige nu, siger Per Bertelsen.

- Men det er ikke kun klubberne, der bliver belastet. Det gør DHF også. Og vi er nødt til at have fået et samlet økonomisk overblik, inden vi går ud og siger, at vi vil det ene, og vi vil det andet. Det er det, jeg kalder rettidig omhu, siger DHF-formanden.

Han understreger også, at DHF ikke kun kan tænke på økonomisk hjælp til eliteklubberne i liga og 1. division.

- Hvad med de 98 procent andre klubber? Vores breddeklubber? Dem er der aldrig nogen, der spørger mig ind til. De er jo den største del af håndbolden, og jeg frygter, at det her vil koste os mange medlemmer i klubberne, siger Per Bertelsen.

Indtil videre har DHF besluttet, at de normale kapitalkrav til klubberne i forhold til lønbudgetter ikke gælder i næste sæson. Hidtil har reglerne været, at klubber kunne have et lønbudget på 5,1 gange deres egenkapital, så længe den samlede lønsum ikke oversteg 2,5 millioner kroner. Var lønsummen højere, måtte klubben kun gange egenkapitalen med 2,8.

DHF har også flyttet betalingsfristen for et turneringsgebyr og en udgift til dommere, som alle klubber normalt skal betale før en ny sæson, til foreløbig sidst på året.

Ifølge Divisionsforeningen Håndbold forventer flere klubber en nedgang i sponsorindtægterne på mindst 20-30 procent i næste sæson.