Coronavirus

TTH Holstebro dropper sit damehold på grund af coronakrisen

Det vestjyske damehold stiller fremover op under et nyt navn og i nye omgivelser som en del af moderklubben HH90 i Holstebro.

TTH Holstebro er fortid i den danske dameliga fra næste sæson.

Når det vestjyske damehold efter sommerferien stiller op til kamp i HTH Ligaen, bliver det i stedet under et nyt klubnavn og i nye omgivelser i Idrætscenter VEST i Holstebro. Moderklubben HH90 overtager dameholdet, og TTH Holstebro vil fremover kun have sit herreligahold, som fortsat skal spille sine kampe i Gråkjær Arena.

Beslutningen skyldes ifølge TTH Holstebro de økonomiske konsekvenser, som klubben forventer efter coronakrisen og aflysningen af resten af denne sæson

- Jeg kan personligt frygte, at det her bliver værre end finanskrisen i 2009. Vi tror, at vi desværre skal mindst 30 procent ned på indtægtssiden. Og skal vi det, er det livstruende - og det vil det være for enhver håndboldklub i Danmark, hvis ikke man tilpasser og gør noget, siger TTH bestyrelsesformand Jørgen Hansen til TV 2 SPORT.

- Vi lever af vores sponsorer og af, at de har en drift i deres virksomheder. Det ser ikke godt ud lige nu, og derfor mener vi, at det her er rettidig omhu. Det ville være direkte uansvarligt ikke at handle nu, når vi har muligheden for at handle, siger formanden.

Han forventer en yderst svær kommende sæson i TTH Holstebro.

- Vi kommer til at kigge på alle udgifter, for det her handler ret basalt om overlevelse, som vi ser det. Vi skal overleve næste år, og så kan vi forhåbentlig bygge på senere igen, siger TTH-formanden til TV 2 SPORT.

TTH Holstebro har de seneste sæsoner spillet lagt flere af dameholdets kampe i Struer, men formanden afviser blankt, at der allerede inden coronakrisen har været planer om på sigt at skille sig af med dameholdet.

- Det er direkte usandt. Det har vi ikke haft planer om. Vi har spillet nogle kampe i Struer for at øge vores eksponeringsområde og øge vores økonomi omkring dameholdet for tværtimod at bygge på. Derfor har vi tilbudt for eksempel at spille i Struer. Det har også handlet om ikke at have alle kampe i Gråkjær Arena med det mæthed, der måske kunne være i det, siger Jørgen Hansen til TV 2 SPORT.

'En lykkelig skilsmisse'

HH90, som nu overtager dameholdet, kalder beslutningen 'en lykkelig skilsmisse' fra TTH.

- Det har været en spændende håndboldrejse med TTH Holstebro. Vi har nået meget og har opnået flotte sportslige resultater. Nu er tiden en anden, og vi er glade for, at vi nu får muligheden for at bevare og udvikle et nyt dame setup i Holstebro. Vi tror, at der er plads til to ligahold, fordi Holstebro er en stor sportsby.

- Vi glæder os til at komme i gang med samarbejdet med spillere og trænere, og sammen vil vi forsøge at skabe vores eget klubmæssige ansigt. Vi har store ambitioner og vil arbejde benhårdt for, at det skal lykkes, siger bestyrelsesformand for HH90, Bent Vincent.

Det er endnu ikke fastlagt, hvad dameholdet fremover skal hedde. Men ifølge Bent Vincent bliver 'TTH' ikke en del af holdets nye navn.

HH90 overtager alle forpligtelser for dameholdet, der også i næste sæson vil have Pether Krautmeyer som cheftræner.

Med TTH Holstebros farvel til dameholdet er det nu kun Skanderborg Håndbold, der har et ligahold for både herrer og damer.