Håndbold

40-årig spansk legende stopper karrieren tidligere end planlagt

Arpad Sterbik har i løbet af sin karriere vundet EM og VM en enkelt gang samt Champions League fire gange.

I en alder af 40 år har den spanske håndboldlegende Arpad Sterbik valgt at stoppe karrieren.

Spanieren havde allerede i efteråret sidste år taget beslutningen om, at denne sæson skulle være den sidste. Men på grund af det aktuelle udbrud af coronavirus har han sat håndboldskoene på hylden tidligere end ventet.

Jeg er som en dieselmotor, der skal bruge tid for at komme i gang

Arpad Sterbik

Fysisk ville det ikke give mening at fortsætte, fortæller han i et interview med det europæiske håndboldforbund, EHF.

- Det værste ved denne situation er usikkerheden. Vi kan ikke være sikre på, hvornår vi kan komme i gang igen og få afsluttet sæsonen.

- Det koster mange kræfter at komme i form igen - specielt i min alder. Jeg skal bruge en måned eller to med intens træning, før jeg kan spille håndbold på et rimeligt niveau. Jeg er som en dieselmotor, der skal bruge tid for at komme i gang, siger målmanden.

Arpad Sterbik har siden 2018 vogtet målet i den ungarske storklub Veszprem, men han kommer altså ikke til at hjælpe holdet i den resterende del af sæsonen, hvis den på et tidspunkt bliver genoptaget.

Vil ikke være professionel træner

Karrierestoppet bliver et farvel til professionel håndbold, da han umiddelbart heller ikke kan se sig selv i et trænerjob på fuldtid.

- Trænerjobbet er det sværeste. Konstant stress og en masse rejser. Det er ikke noget for mig, siger Arpad Sterbik, der dog åbner en dør på klem for muligheden for at blive målmandstræner på et tidspunkt.

Arpad Sterbik vandt i 2005 titlen som verdens bedste håndboldspiller. Spanieren har været med til at vinde EM og VM en enkelt gang. Derudover har han også kunnet løfte Champions League-trofæet hele fire gange.

EM-titlen kom i hus i 2018, hvor Sterbik oprindeligt ikke var en del af den spanske trup. Men han droppede sin ferie og blev fløjet ind til semifinalerne, hvor han med en række redninger på straffekast fik en stor rolle i triumfen.

- Jeg er glad for, at det hele gik op i en højere enhed, og at jeg var en del af det, siger Arpad Sterbik.