Håndbold

- Det gjorde simpelthen så ondt, men jeg kastede mig bare ned i en lykkefølelse

I en artikelserie med danske atleter ser vi tilbage på de største øjeblikke i deres karriere. Her kan du læse om Katrine Fruelunds OL-guld i 2004.

Katrine Fruelund kronede i 2004 en fremragende OL-turnering med at score 15 mål i finalen mod Sydkorea.

Danmark vandt kampen efter to gange forlænget spilletid og straffekastkonkurrence, hvor venstrebacken også scorede.

Finalesejren står ifølge hende selv højest på listen over de største øjeblikke i karrieren.

Jeg kan huske, at det gjorde mega ondt at ligge i den bunke på banen, som vi samlede os i, da vi vandt

Katrine Fruelund

Her genfortæller Katrine Fruelund, der blev kåret til turneringens bedste spiller ved OL i 2004, historien om den dag, hvor det blev til OL-guld i Athen.

OL-guld for anden gang

- Vi spillede om formiddagen, så vi skulle helt vildt tidligt op. Det var meget surrealistisk. Jeg sov ikke ret meget om natten, men ellers var tilgangen til kampen meget den samme.

- Selve kampen var selvfølgelig speciel, men lige så snart vi var inde i flowet, var det jo en kamp, som også kunne have været en tæt DM-finale. Det var en kamp, hvor vi hele tiden havde kniven for struben. Vi havde en følelse af, at hvert eneste skridt, vi tog, var vigtigt. Men det var på den gode måde, og det var ikke panik.

- Det overskud, som vi havde, kan jeg fornemme endnu, når jeg tænker tilbage. Vi havde spillet sammen i mange år, og vi havde spillet en god turnering. Det betød også meget, at vi havde den ballast.

- Der er brudstykker af kampen, hvor jeg kan huske, at jeg selv scorede nogle mål, hvor jeg bare tænkte: 'Hvordan kunne den gå ind? Hvor er det dårligt målmandsspil.'

- Mellem omkampene var vi ude i en gang. Vi samledes hurtigt, og der blev snakket. Men der var en helt speciel ro over det. Jeg tænker ikke tilbage på det som panik.

- Da jeg udlignede til 34-34 og sendte kampen i straffekast, lavede jeg sådan et løbeskud, som jeg husker svagt. Der tænkte jeg virkelig, at den skulle hun have taget. Jeg kunne ikke skyde andre steder, men den gik ind. Jeg havde haft en god turnering, og jeg havde en tryghed i mig selv – også i den kamp – til at tage de skud, som nogle skal tage.

- Jeg var nervøs, da jeg skulle tage mit straffekast i den afsluttende straffekastkonkurrence. Jeg tror ikke, at jeg havde brændt et straffe på det tidspunkt. Jeg var selv min værste fjende der. Jeg tænkte, at på et eller andet tidspunkt brænder man jo – sådan er statistikkerne. Men stadigvæk var jeg fuldstændig klar på, at det var mig, der skulle skyde først. Selvfølgelig var det det.

- Jeg kan huske, at det gjorde mega ondt at ligge i den bunke på banen, som vi samlede os i, da vi vandt. Det gjorde simpelthen så ondt, men jeg kastede mig bare ned, fordi det var en lykkefølelse, som bare kom. Jeg kan huske den der brusen i min krop.

- Jeg overgav mig bare totalt til den lykke, der var. Det sus, der var gennem hele dagen, kan jeg huske. At træne til noget så længe som hold og så få en følelse af lykke og total overgivelse til eufori er svær at hamle op.

Katrine Fruelund

Scorede 570 mål i 184 landskampe

Vandt guld ved OL i 2000 og igen i 2004

Vandt EM-guld i 2002

Hun vandt den danske liga fem gange

Hun vandt også EHF-cuppen i 2004 og 2010

Katrine Fruelund indstillede karrieren i juni 2012.

- Jeg var fuldstændig oppe at køre, og alt i kroppen sitrede. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det blev nok lidt fjollet, fordi vi netop ikke anede, hvad vi skulle stille op med os selv. Vi havde bare lyst til at kaste os rundt og juble. At jeg havde nogen at dele det med var fantastisk.

- Jeg kan huske, at vi skulle ud at spise noget frokost nede ved en havn, efter vi havde været i bad. Der glemte jeg mit kamera i en taxa, fordi jeg var blevet halvberuset af det der champagneværk, som vi hældte i os. Maven var alligevel halvtom.

- Jeg var ikke med til afslutningsceremonien om aftenen, fordi jeg prioriterede at sidde og nyde sejren sammen med nogle af de andre spillere og trænere.

- Det lyder mega smart, og det kan jeg godt forstå, men jeg havde ligesom været til en afslutningsceremoni før. Et eller andet sted følte jeg, at det var vigtigere for mig at sidde på den terrasse end at bruge aftenen på stadion. Det er en lang aften til ceremonien, som selvfølgelig ville have været fed, men det var bare skønt at sidde sammen med nogle af de andre trænere og atleter og snakke oven på en lang turnering.

- Vi var hjemme i huset, hvor vi boede i OL-byen og fejrede det efter frokostseancen på havnen. Vi festede helt vildt og tovligt. Jeg kan huske, at jeg aldrig havde set så mange mennesker inde i sådan et hus. De andre atleter, der var tilbage fra Danmark, var der også. Det var fuldstændig vildt. Vi skulle rejse hjem dagen efter. Det stikker jo af sådan noget der. Fuldstændig. Der var fyldt overalt.

- Det var fest til den lyse morgen, men vi skulle rejse dagen efter. Det var helt forfærdeligt at se det hus om morgenen. Vi kunne jo ikke efterlade det på den måde. Så vi kom op og gjorde rent så godt, som vi kunne. Det var så voldsomt. Vi gjorde det så præsentabelt, at vi kunne tillade os at rejse fra det.

- Når jeg bliver spurgt til OL-guldet i 2004, tænker jeg selvfølgelig på det, men ellers tænker jeg ikke sådan over det. Det gør jeg faktisk ikke. Hvis jeg ser noget og bliver mindet om det på en eller anden måde, kan jeg godt tænke på det, men det er jo sindssyg lang tid siden. Det forstår jeg faktisk ikke helt, at det er.

- Jeg kan godt nogle gange blive sådan ’oplevede jeg godt nok det der? Shit, hvor fedt’. Det er også godt nok at mindes det nogle gange, for det var jo stort. Det kan jeg godt glemme, fordi jeg ikke tænker over det ellers.