Håndbold

Michael V. Knudsens OL-drøm blev et mareridt: Kunne ikke sidde oprejst på sygehuset

I TV 2 SPORTs seneste håndboldpodcast fortæller Michael V. Knudsen om OL i 2008, hvor en pludselig blindtarmsbetændelse kostede ham OL-debuten.

Det skulle have været hans første kamp ved et OL nogensinde.

Han var trukket i kamptøjet og begyndt opvarmningen i Olympic Sports Center Gymnasium i Beijing, Kina.

Men alligevel sluttede de olympiske lege i 2008, før de overhovedet begyndte for håndboldspilleren Michael V. Knudsen. Få timer efter opvarmningen til den indledende kamp mod Egypten lå han i fuld narkose på operationsbordet med blindtarmsbetændelse.

- Jeg var i tøjet, og jeg var i gang med at varme op. Jeg havde fået piller for at dæmpe feberen, men måtte så til sidst sige, at jeg simpelthen ikke kunne få gang i de ben.

- Jeg kunne ikke løbe, og det var så dér, jeg blev ført ud i en ambulance under opvarmningen, fortæller Michael V. Knudsen om episoden for snart 12 år siden i TV SPORTs håndboldpodcast 'Tak for kampen, Michael V. Knudsen'.

Stregspilleren havde døjet med en mavepine i et par døgn forinden, men en fysisk test på kampdagen havde clearet ham, og først da holdet sad i bussen på vej mod opgøret, gik det igen den gale vej.

Jeg var virkelig fuldstændig færdig - lyset blev slukket

Michael V. Knudsen

Feberen og smerterne blev til sidst for meget, og dagen efter den skuffende pointdeling med Egypten annoncerede den daværende landstræner Ulrik Wilbek, at Michael V. Knudsen ikke ville komme i aktion i Kina.

- Jeg gik selv ud til ambulancen, men da jeg så skulle fra ambulancen ind til sygehuset, kunne jeg overhovedet ikke gå – jeg kunne ikke noget som helst. Jeg måtte kravle op i en kørestol, og da der skulle tages et røntgenbillede, kunne jeg slet ikke sidde oprejst.

- Jeg var virkelig fuldstændig færdig - lyset blev slukket. Jeg kunne ikke deltage i første kamp, og jeg blev mega syg, husker Michael V. Knudsen tilbage.

- Han var klart nummer et

Siden det noget kedelige exit i Kina er det dog blevet til en enkelt OL-slutrunde for den nu 41-årige stregspiller, der gennem to årtier har været en fremtrædende figur i dansk herrehåndbold.

Intet mindre end 244 landskampe er det blevet til, og han er dermed fortsat blandt de fire spillere, der har spillet flest landskampe for Danmark – selvom karrieren i rødt og hvidt sluttede i 2014.

- Fra 2005 til 2010 var han helt outstanding og havde kæmpe betydning. Han var jo klart nummer et på pladsen, og vi kunne bruge ham i forsvaret også, fortæller Ulrik Wilbek, der nåede at træne Michael V. Knudsen i både Viborg og på landsholdet.

- Han var på det tidspunkt fantastisk scoringssikker. Han kunne lave screeninger, han kunne rykke, og han var på det tidspunkt meget, meget stærk og meget vigtig for vores landshold.

Stopper efter en flot karriere

Karrieren som professionel håndboldspiller tog for alvor form i 1997, da en ung Michael V. Knudsen tørnede ud for Viborg. Siden er det blevet til ni år i Flensburg-Handewitt, inden han i 2014 tog til Bjerringbro-Silkeborg.

Og det er også her, at karrieren som professionel stopper.

På grund af den nuværende coronakrise blev det aldrig helt en afslutning som ønsket. Men minderne om en langt håndboldliv vil for altid være på nethinden hos en af de mest skattede danske håndboldspillere herhjemme.

- Håndbolden har givet mig ekstremt meget, og det har været hele mit liv indtil videre. At jeg kan spille til en alder af næsten 42 år er meget mere, end jeg havde drømt om, fortæller den danske stregspiller.

Knudsen kan blandt andet kan se tilbage på en karriere, hvor han har vundet den danske pokalturnering og liga, Super Cuppen, Europa Cuppen, Champions League, EM-guld og VM-sølv.

- Jeg synes, det har været en fantastisk tid, og jeg har haft så sindssygt mange gode oplevelser med håndbolden, lyder det fra den snart pensioneret håndboldspiller, der engang kunne kalde sig den bedste stregspiller i Europa.

Du kan lytte til podcasten 'Tak for kampen, Michael V. Knudsen' herunder, hvor også Ulrik Wilbek, Anders Eggert, Thomas Mogensen og Carsten Thygesen deltager.