Coronakrisen giver tre ligaprofiler udfordringer før udlandsskifte
Om tre måneder skal flere danske ligaspillere skifte til en udenlandsk klub, men coronakrisen giver udfordringer.
Om godt to måneder skifter Nikolaj Markussen adressen og klubben i Silkeborg ud med det ungarske storhold Veszprém.
Han havde egentligt regnet med at tage en tur derned i en friweekend her i foråret for at finde bolig, men det fik coronakrisen sat en stopper for.
- Det er jo bare meget uvist det hele, specielt når man ikke har haft mulighed for at komme ned og kigge på bolig. Jeg ved ikke, hvor jeg skal bo henne. Det er svært at kigge på nettet, når mit ungarske ikke er helt flyvende, siger Nikolaj Markussen til TV 2 SPORT.
Hans nuværende holdkammerat i Bjerringbro-Silkeborg, Johan Hansen, tager også turen sydpå til sommer.
Hans destination er bundesligaklubben Hannover-Burgdorf, og her er der kommet styr på boligen med hjælp fra Morten Olsen, der lige nu er i den tyske klub, inden han vender hjem til GOG fra næste sæson.
Men uvisheden fylder stadig hos fløjspilleren.
- Det er meget specielt. Jeg håber, at vi kan komme til at spille noget håndbold, når jeg kommer derned engang - at vi kan komme i gang med det tyske eventyr. Men alt er så uvist. Man ved ikke, om man overhovedet kan komme over grænsen om tre måneder. Jeg prøver at tage én dag ad gangen og så må vi se, hvad der sker, siger Johan Hansen i TV 2 SPORTs håndbold-videopodcast 'Hjemmefra: Farvel til barndomsklub og goddag til udlandsophold'.
Også GOG-profilen Lasse Møller skal over grænsen til sommer, hvor han fortsætter karrieren i Flensburg-Handewitt. Han mangler, ligesom Markussen, også at finde tag over hovedet.
- Jeg er også meget i tvivl om det hele lige nu, som Johan også er inde på. Jeg har ikke fået lejlighed endnu. Jeg skulle have været ned og kigge efter en, men så blev grænsen lukket to dage forinden. Jeg håber, jeg kan finde noget på nettet. Ellers må jeg pendle fra Gudme den første tid. Eller jeg må bo på gaden. Jeg behøver ikke så meget, siger Lasse Møller med et smil i videopodcasten.
Økonomiske udfordringer i de nye klubber
Én ting er de praktiske udfordringer. Coronakrisen giver også økonomiske problemer for mange håndboldklubber. Blandt andet Veszprém.
Har der været nogle meldinger dernede fra omkring økonomien, som har gjort dig bekymret for, hvad du kommer ned til?
- Nej, det tror jeg ikke. Jeg ved, de har accepteret en lønnedgang lige p.t. Men jeg kan ikke rigtig gøre fra eller til. Så det tager jeg lidt, som det nu kommer. Det er mere frustrationen over, at man ikke kan gøre noget og ikke ved, hvornår man kan gøre noget, der er det største problem, fortæller Markussen.
Johan Hansen har haft flere telefonsamtaler med sin kommende sportsdirektør i Hannover-Burgdorf om netop økonomien. Her mærkes krisen også - særligt på grund af de manglende entréindtægter.
- En billet til en kamp i Hannover koster i gennemsnit 20 euro, og de har i denne sæson haft over 8000 tilskuere til hver kamp, så det er mange penge, de går glip af. Men de har været rigtig dygtige i klubben til at informere mig og de andre spillere om, hvad der kommer til at ske, og hvad der foregår lige p.t. Heldigvis har de en sund økonomi, og de håber, det kan føre dem godt ind i den nye sæson, forklarer højrefløjen.
Sproget halter
Nu kan de tre spillere så så småt begynde at forberede sig på det nye håndboldeventyr uden for Danmarks grænser, og særligt Johan Hansen har lidt arbejde foran sig.
- Det tyske sprog halter sgu lidt, siger han med et grin.
- Jeg har ikke, som de danske børn, haft tysk i skolen. Jeg havde færørsk, dansk og engelsk. Så jeg er stille og roligt gået i gang med apps og lidt undervisning, men jeg må nok erkende, at det lige tager et års tid, tænker jeg, før det bliver rigtig godt. Men det tager jeg med, jeg glæder mig bare til at komme derned og opleve det hele, fortæller Johan Hansen, der er født på Færøerne.
Men måske kan han få hjælp til det af ligakonkurrenten.
Lasse Møller, hvordan er dit tyske?
- Det er "sehr gut". Det er til at fungere i hvert fald. Jeg kan lytte til podcast og forstå det meste, så det kommer hurtigt, tror jeg. Ud fra hvad jeg har hørt, er Johan vist lidt mere presset, griner fynboen.
Du kan se hele videopodcasten med Lasse Møller og Johan Hansen på TV 2 PLAY. Her taler Lasse Møller også om at skulle sige farvel til barndomsklubben, GOG.