Håndbold

EHF med stor beslutning for CL, EM og VM: Få overblikket her

Danmarks herrelandshold har fået sat navn sine europæiske modstandere ved VM-forsvaret i Egypten til januar næste år, efter at EHF fredag har truffet mange store beslutninger.  Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

EHF har truffet en beslutning for alle sine turneringer i den kommende tid. Det betyder blandt andet, at Team Esbjerg nærmer sig en Final 4-plads.

Fredag har håndboldfans verden over endelig fået svar på mange af de spørgsmål, de har haft i det seneste stykke tid.

Det europæiske håndboldforbund (EHF) har nemlig i en stor pressemeddelelse løftet sløret for planerne for alle sine turneringer i den kommende tid heriblandt også kvindernes EM til december og herrernes VM til januar.

I Champions League har de sat navn på de fire Final 4-herrehold, mens de fortsat håber på at kunne afvikle kvindernes kvartfinaler. Få det fulde overblik nedenfor:

Herrernes Champions League

  • Af de 16 tilbageværende hold har EHF besluttet, at de to bedste i hver gruppe ender i Final 4
  • Det betyder, at Barcelona, Paris Saint-Germain, THW Kiel og Telekom Veszprém er i Final 4, som skal afholdes den 28. og 29. december i Köln
  • Dermed er Aalborgs Champions League-turnering forbi

Kvindernes Champions League

  • Hos kvinderne håber EHF på, at de kan afvikle kvartfinaler den 5. og 6. september
  • Kan de ikke det, er der samme fremgangsmåde som hos herrerne (de to bedste i hver gruppe)
  • Det er godt nyt for Team Esbjerg, som dermed vil være i Final 4 sammen med Metz, Györi og Brest

Kvindernes EM 2020

  • Kvalifikationen er aflyst, og deltagerne til EM i Danmark og Norge til december bliver de bedst placerede nationer fra EM-slutrunden i 2018
  • Det giver billet til følgende nationer: Frankrig, Rusland, Holland, Rumænien, Sverige, Ungarn, Montenegro, Tyskland, Serbien, Spanien, Slovenien, Polen, Tjekkiet, Kroatien samt Norge og Danmark som værter

Herrernes VM 2021

  • Den europæiske kvalifikation er aflyst, og deltagerne til VM i Egypten til januar næste år bliver de bedst placerede nationer fra EM-slutrunden i 2020
  • Det giver billet til følgende nationer: Slovenien, Tyskland, Portugal, Sverige, Østrig, Ungarn, Hviderusland, Island, Tjekkiet og Frankrig
  • Danmark er med som forsvarende mester

Lyn-analyse

Det er en beslutning taget ud fra et realistisk indblik i, at det simpelthen ikke kan lykkes at afvikle så mange kampe på så kort tid. De kan ikke gøre ret meget andet, synes jeg.

Derudover har EHF valgt at aflyse både herrernes og kvindernes EHF Cup samt Challenge Cup.