Håndbold

- Ærgerligt og tomt, siger GOG-profil om specielt farvel

GOG er Lasse Møllers andet hjem. Men grundet coronaen fik han ikke sagt ordentligt farvel til barndomsklubben inden drømmeskiftet til Flensburg.

Den 7. marts 2020 spillede Lasse Møller for sidste gang i den gule GOG-trøje. I hvert fald i denne omgang, for man ved jo ikke, hvad fremtiden bringer.

Det var i en tom hal i Gudme. Tilskuere var ikke tilladt på grund af smittefare. Men han er glad for, at det var et rivalopgør mod KIF Kolding. Holdet, som GOG har haft utallige store og tætte kampe mod igennem tiderne.

Lasse Møller scorede ni mål på 17 forsøg. Faktisk scorede han GOGs sidste mål - ikke bare i den kamp, men i denne sæson. GOG vandt kampen 36-33, og så var der flæskesteg på menuen. Sådan er traditionen i den sydfynske klub, når der er to point over KIF Kolding.

Det var så dét. Tiden i GOG er nu slut for Lasse Møller. Men det er ikke helt sunket ind for den 23-årige bagspiller.

- Jeg tror først, det virkelig går op for mig, når jeg flytter og lige pludseligt står et helt andet sted og måske ikke har fået sagt det farvel, eller fået den afslutning på det her kapitel, som man måske plejer inden et klubskifte, siger Lasse Møller i TV 2 SPORTs videopodcast ”Hjemmefra: Farvel til barndomsklub og goddag til udlandsophold.”

- Nu havde jeg ikke forberedt den helt store tale eller video. Jeg tror mere, jeg havde forberedt, at jeg ville sige farvel ved at levere det bedst mulige resultat. Nu blev det så en andenplads denne sæson, men jeg synes, den måde det skete på, blev lidt en ærgerlig og tom måde at sige farvel til GOG på.

Lasse Møller: - Lidt uvirkeligt

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ærgrer sig over, at Lasse Møllers farvel til barndomsklubben blev på denne måde.

- Det er en forbandet trist måde at gøre det på. Det er en af de helt, helt store egne drenge, der siger farvel. Sidste år var det en anden, Niclas Kirkeløkke, der drog afsted. Og man vidste godt, de to skulle videre, men det, at de to kunne være med til at sikre en eller anden titel til GOG, det var det store mål. Derfor er jeg sikker på, at Lasse og Niclas har det sådan – ligesom jeg har det – at det er lidt uforløst, siger Bent Nyegaard.

Det var sidste år i maj måned, at nyheden om Lasse Møllers skifte til Flensburg-Handewitt blev offentliggjort. Den tyske storklub købte Møller fri fra kontrakten i GOG og gav ham en treårig aftale. Nu er knap et års ventetid snart forbi. Men i virkeligheden har han ventet i meget længere tid på det forestående klubskifte.

- Det er lidt uvirkeligt. Jeg vil sige, at jeg nok har ventet på det, siden jeg var helt lille. Som barn sad jeg med min far og så Flensborg spille i tv’et på de tyske kanaler. Det begynder at komme tæt på, og det giver lidt kriller i maven. Det er jo lige pludseligt en drøm, der går i opfyldelse. Det bliver måske lidt surrealistisk i starten, men det vender jeg mig forhåbentligt hurtigt til, siger Lasse Møller.

"Et usædvanligt talent"

Lasse Møller er født og opvokset i Gudme. Hans far, Bent Møller, var målmand for GOG i en menneskealder, og dermed kom både Lasse Møller – og storebror Mikkel Møller – naturligt til at bruge masser af tid i Gudmehallerne.

Hvad betyder GOG for dig?

- Det er et stort spørgsmål. Den betyder jo et eller andet sted alt for min barndom. Jeg brugte tiden to steder, da jeg voksede op i Gudme; I det hus, jeg sidder i lige nu (forældrenes hus, red.), og så omme i hallen. Det er mit andet hjem, jeg skal sige på gensyn til nu og ikke længere være tæt på dag ud og dag ind, siger Lasse Møller.

Hvad er dit bedste minde derfra?

- Jeg har mange. Sidste sæson, da vi går videre til finalen, var det en forløsning af 11 -12 års arbejde i GOG for at komme tilbage til toppen i dansk håndbold. Det er nok det, der står klarest for mig lige nu. Så jeg har selvfølgelig haft nogle som ungdomsspiller. U14 DM på hjemmebane står måske lidt højere, siger han med et grin.

- Ej, men der er sindssygt mange gode minder fra den hal.

Sidste sæsons finale blev en gyser for GOG. Efter de vandt det første opgør i Aalborg, kunne de sikre sig guldet hjemme i en propfyldt hal i Gudme. Det kunne ikke være skrevet bedre på forhånd, men det gik, som bekendt ikke, GOGs vej.

Var DM-finalen sidste sæson også en af de værste minder på en måde?

- Ja, det endte det jo med at blive. Det gjorde lidt ondt, da Magnus Saugstrup scorede med fire sekunder tilbage. Men jeg synes oplevelsen og hele kulissen var GOG værdig. Det viste, at vi var tilbage på toppen, og at vi ligeså godt kunne have fået en guldmedalje på det tidspunkt, fortæller Lasse Møller, der i stedet for guldmedaljer fik sølvmedaljer efter Aalborg vandt kampen i Gudme og herefter sikrede guldet på hjemmebane.

I takt med at GOG har kæmpet sig tilbage til toppen af dansk håndbold, har Lasse Møller udviklet sig til at blive både ligaprofil og landsholdsspiller. Og i GOG har hans rolle været markant.

- Det er sjældent, så ung en spiller har så meget at skulle have sagt. Det er sjældent, så ung mand fører sit hold. Det er, hvad Lasse Møller har gjort, og derfor kommer de til at savne ham uendeligt meget. Det er et usædvanligt talent, en usædvanlig kapacitet, der drager væk fra GOG, siger Bent Nyegaard og fortsætter:

- Han har udviklet sig helt enormt. Han er 199 cm, og i forhold til størrelsen er han både adræt og atletisk, og det gør ham næsten umulig at styre. Det, han skal udvikle, er selvfølgelig fysik. Det kommer han til at opleve, når han kommer til Flensburg. Den anden del, som jeg er lidt skuffet over på Lasse Møllers vegne, er, at han ikke har udviklet sit forsvarsspil mere. Den forsvarsdel, håber jeg, han har talt med Flensburgs træner, Maik Machulla, om. For det er hans indgang til landsholdet, siger Bent Nyegaard.

Og Lasse Møller selv er enig med eksperten.

- Uden tvivl. Det er også et fokusområde, jeg har haft især det sidste halvandet år. Jeg har hele mit liv dækket inde i midten af forsvaret og er nu for første gang sendt ud på backen og dække op. Så det har været en udfordring at tilpasse det, men jeg føler også, jeg har lært rigtig meget. Så må jeg se, hvordan jeg passer ind i den tyske liga, og så må jeg bare blive bedre og bedre og udvikle mig på det område, siger Lasse Møller.

Lige nu bruger Lasse Møller tiden på at holde sig i gang og i form. Han begynder i Flensburg-Handewitt den 1. juli, og inden han forlader Sydfyn, håber han stadig på, at han kan få sagt en eller anden form for farvel til barndomsklubben.

- Jeg håber, at vi kan nå at ses på holdet og få sagt farvel til dem, der er nærmest. Ellers må jeg finde en eller anden måde på at få takket alle de frivillige og alle dem omkring klubben. For jeg synes, de gør et fantastisk stykke arbejde for, at vi har den klub, som vi har i Gudme, slutter Lasse Møller.

Du kan se hele videopodcasten "Hjemmefra: Farvel til barndomsklubben og goddag til udlandsophold" på TV 2 PLAY.