Coronavirus

Ekspert om uforudsigelig fremtid: - Ledere hiver sig i håret

Ingen ved endnu, hvornår der igen kan spilles håndbold herhjemme, og usikkerheden får store økonomiske konsekvenser for klubberne.

Det er snart syv uger siden, der sidst blev spillet en håndboldkamp i Danmark. Og mens spillerne er sendt hjem, kæmper ledere rundt om i landet en hård kamp for at sikre klubbernes overlevelse.

En kamp der på alle måder er svær, for ingen kan endnu svare på, hvornår der igen må spilles håndbold – og mindst lige så vigtigt, hvornår der igen må spilles håndbold for fyldte tribuner.

- Der sidder et hav af håndboldledere derude, der river sig i håret, for hvordan skal de gå ud og sælge sponsorpakker?, spørger TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen i podcasten 'På den anden side af Coronakrisen'.

- Mange af de her sponsorpakker indeholder også siddepladser til håndboldkampe. Hvordan skal de (klubdirektørerne red.) lukke de her aftaler, når de ikke ved, hvad det er for et produkt, de har at tilbyde? Det er trods alt de her sponsorpakker, TV-indtægter og billetindtægter, der er med til at betale lønnen til spillerne.

- Der er ekstreme panderynker derude, fordi der ikke er en bagkant på det her, forklarer Trine Nielsen, der blandt andet gennem sit arbejde i GOG kender en del til problematikken.

Ikke siden 6. marts har det været muligt at få lov at opleve en håndboldkamp som tilskuer, og som tingene er lige nu, er håndboldeksperten Bent Nyegaard ikke særlig optimistisk på håndboldpublikummets vegne.

- Vi ved reelt ikke, hvornår håndbolden, som vi kender den, lever igen. I en eller anden form tror jeg nok, at den skal komme i gang. Men det bliver med al sandsynlighed ikke med fyldte haller på den her side af 2020, lyder vurderingen fra håndboldkommentatoren.

Du kan lytte til sæsonens sidste håndboldpodcast 'På den anden side af Coronakrisen' lige her.