Håndbold

Aalborg inviterer fans til virtuel fejring af mesterskabet

Aalborg Håndbold blev tildelt mesterskabet, fordi de lå på førstepladsen i ligaen, da den blev aflyst. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Cheftræner Stefan Madsen, anfører René Antonsen, viceanfører Henrik Møllgaard og direktør Jan Larsen inviterer Aalborg-fans til virtuel guldfest.

Der er lagt op til en anderledes guldfest, når de nykårede danske mestre fra Aalborg Håndbold fredag fejrer danmarksmesterskabet. En titel, der kom i hus tidligere end normalt på grund af sæsonaflysningen grundet coronavirussen.

Grundet virussens begrænsninger har den nordjyske klub måttet tænke ud af boksen, og det er endt med en virtuel guldfest på klubbens Facebook-side klokken 19.00 fredag, hvor alle Aalborg-tilhængere er inviteret.

- Vi er rigtig kede af, at vi ikke kan være sammen med alle dem, der havde fortjent at være inde i hallen og fejre guldet sammen med os. Det er selvfølgelig rigtig mærkeligt, at man ikke kan være sammen med alle mennesker i klubben, som har været med til at sikre os titlen. Men det er sådan, det er, og det er også derfor, vi har valgt at rode bod på det på fredag med en virtuel guldfest, siger Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen, til TV 2 SPORT.

Udover direktøren selv selv skal han fredag fejre guldet sammen med cheftræner Stefan Madsen, anfører René Antonsen og viceanfører Henrik Møllgaard – og, hvis alt går efter planen, mange Aalborg-fans hjemme i stuerne.

Nyhed præsenteres fredag

Aalborg Håndbold i hvert fald gjort sit for at få folk med til festen. Således har de uddelt over 2300 flasker bobler til klubbens sæsonkortindehavere, sponsorer og hjælpere. Et stort logistisk arbejde, som Jan Larsen håber at se frugten af på fredag.

- Vi håber på, at de vil sidde og skåle med os fredag aften. Vi glæder os, og vi håber på, at vi i denne på mange måder triste tid kan være med til at skabe lidt fællesskab.

Udover fejring lover Aalborg Håndbold på sin hjemmeside, at ”der desuden vil blive præsenteret spændende nyheder fra klubben”. Mere end den information får man ikke ud af den hemmelighedsfulde klubdirektør.

- Det må I vente med at høre på fredag, men det bliver spændende nyheder, hvis jeg selv skal sige det.