Håndbold

Profil forlader NFH: - Det er med vemod og en tåre i øjet

Emelie Nykvist (tv.) hed tidligere Westberg til efternavn, inden hun sidste år blev gift og skiftede efternavn til Nykvist. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Emelie Nykvist, tidligere Westberg, er fortid i Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) til sommer.

Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) må tage afsked med en kulturbærer.

Emelie Nykvist forlader ligaklubben, når hendes kontrakt udløber 30. juni, oplyser NFH på Facebook torsdag.

I marts blev Nykvist, der tidligere hed Westberg til efternavn, mor til en dreng, hvorfor hun blot nåede at spille én ligakamp i den nu afsluttede sæson.

- Jeg har haft fem fantastiske år i den gule trøje, og det er med vemod og en tåre i øjet, at jeg nu konstaterer, at det ikke bliver til flere sæsoner med NFH. Klubben og jeg har haft en dialog omkring fortsat spil til næste sæson, men desværre var der ting, vi ikke kunne blive enige om, siger Emelie Nykvist.

Hun fortæller videre, at hun lige nu overvejer sin håndboldfremtid.

- Vi må se, hvad den har at byde på, siger hun.

Emelie Nykvist skiftede til NFH i 2015 og har været med til at vinde alle klubbens tre titler: DM-guld og Super Cuppen i 2017 samt pokalguld i 2018.

- Emelie kom til NFH som et ubeskrevet blad fra Sverige, men viste sig hurtigt som en publikumsyndling og en fighter af en anden verden. Vi kommer til at savne Emelies smil og personlighed på og uden for banen og ønsker hende al mulig held og lykke med sin nye tilværelse som mor, siger Henrik Hansen, formand i NFH.

NFH sluttede på niendepladsen i sæsonen, der blev afblæst på grund af coronavirussen.