Håndbold

Skjern henter dansk stortalent

Efter ophold i Aalborg og KIF Kolding skal Oliver Norlyk nu trække den grønblusede Skjern-trøje over hovedet. TV 2 SPORT

Den tidligere KIF Kolding- og Aalborg-spiller fortsætter karrieren i den vestjyske klub.

Stortalentet Oliver Norlyk skifter efter sommerpausen til Skjern Håndbold.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Den 20-årige højre back har sat sin underskift på en kontrakt, der gælder de næste tre år.

Her skal han kæmpe om pladsen med norske Eivind Tangen og være med til at forbedre klubbens femteplads fra den netop afsluttede sæson.

- Jeg glæder mig til at komme i gang i Skjern Håndbold, og trække den grønne trøje over hovedet og opleve Skjern Bank Arena. Det elitemiljø og set up, som klubben kan tilbyde med Claus Hansen i spidsen, har været en afgørende faktor for mit skifte til Vestjylland.

- Forhåbentlig kan jeg bidrage til, at klubben fastholder og udbygger sin position i toppen af dansk håndbold, fortæller Norlyk.

Dansk stortalent skifter til Skjern! 🙏🏻 Skjern Håndbold har underskrevet en treårig kontrakt med en af Danmarks største...

Posted by Skjern Håndbold on Wednesday, April 29, 2020

Et stort potentiale

Skjerns cheftræner, Claus Hansen ser frem til at arbejde med højrebacken, som, han mener, tilhører en årgang i Danmark med masser af kvalitet på netop den position.

- Oliver Norlyks potentiale er stort. Han har forudsætninger for at kunne lære at dække rigtig godt op og han har en god omgang med bolden. Samtidig er det en spiller, som modstanderne skal forholde sig til på ti meters afstand, så der er masser af spændende muligheder i Oliver, siger Claus Hansen.

Oliver Norlyk fik sin håndboldopdragelse i Aars HK, inden han skiftede til Aalborg som U17-spiller. Her nåede han blandt andet at få liga- og Champions League-debut.

I foråret blev han solgt med øjeblikkelig virkning til KIF Kolding.