Håndbold

Kulturministeren svarer på ligaklubbers desperate opråb

Herning-Ikasts målvogter Sabine Englert kan roligt gemme sig lidt endnu, for det er stadig uklart, hvornår de igen kan spille håndbold. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Danske ligaklubber vil vide, hvad fremtiden bringer, men de må væbne sig med tålmodighed. Kulturministeren kan ikke give dem et blik ind i fremtiden.

"Den forbandede uvished". "Vi har brug for en plan". "Vi overlever nok to-tre kampe uden tilskuere".

Tre opråb fra tre forskellige ligaklubber i Danmark. Desperationen var til at mærke, da TV 2 SPORT kontaktede en række ligaklubber for at få svar på, hvordan de står rustet til en fremtid, der stadig er usikker.

Bag håndboldspillerne i herre- og dameligaen herhjemme står en række chefer, der lige nu kæmper for at få økonomien til at hænge sammen. Ligesom det ses for mange i hele Danmark.

Med ansvar følger også bekymringer om, hvorvidt man i næste sæson kan forvente en tilskuerindtægt, eller om budgettet skal stå og falde ved kreative løsninger.

- Vi har brug for en plan, og vi har brug for at vide, hvornår vi må spille igen. Vi håber, vi kan spille fra den 1. september. Så kan vi begynde at planlægge, og vi kan begynde at sælge den plan til sponsorerne. Lige nu står vi bare med uvished, og det er altså svært at sælge til en sponsor, sagde Daniel Grønhøj, sports- og salgsdirektør i Herning Ikast Håndbold, blandt andet.

Forstår klubbernes behov - men har svært ved at give svar

Kulturminister Joy Mogensen (S) har nu i et skriftligt svar til TV 2 SPORT taget stilling til opråbet fra den danske håndboldscene, men det er meget begrænset, hvad hun konkret kan give af meldinger.

Kommer der en melding henvendt til sporten i Danmark – herunder håndboldklubber – i nærmeste fremtid? Eventuelt fra Statsministeren, som har talt om nye meldinger den 10. maj?

- Regeringen og Folketingets partier drøfter, hvordan man kan tilrettelægge en sundhedsmæssig forsvarlig genåbning af Danmark. Idrætten er en del af drøftelserne.

Hvordan forholder regeringen sig til eksempelvis sportsklubbers behov for at have en plan at gå ud fra?

- Det kan jeg sagtens forstå. Derfor har jeg også inviteret centrale aktører i idrætten til møde. Her er der mulighed for at drøfte situationen og mulighederne for en ansvarlig genåbning. Jeg kommer til at lytte og tage alle de gode input med mig videre i regeringens arbejde med genåbningen af Danmark.

'Vi arbejder på højtryk'

Hvordan er udsigterne til overhovedet at ”få lov” til at dyrke sport igen? Og hvordan er en indendørssport som eksempelvis håndbold stillet i den tidshorisont?

- Pt. giver sundhedsmyndighederne ikke mulighed for at dyrke indendørs idræt. Håndbold er en af de idrætsgrene, som er nedlukket, da der er forbud mod at afholde og deltage i indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 10 personer til stede. DIF og DGI tilrettelægger deres aktiviteter på baggrund af sundhedsmyndighedernes regler og retningslinjer.

I Skanderborg Håndbold håber de, at de snart kan komme til at spille håndbold foran an masse tilskuere igen.

Er regeringen bevidst om, at mange foreninger, klubber og måske endda hele sportsgrene er på spil – og at det kan få fatale konsekvenser for nævnte, hvis sporten ligger stille langt ind i den kommende sæson?

- Alle områder i den danske samfundsøkonomi er lige nu under pres. Vi arbejder på højtryk for en forsvarligt plan for genåbning af Danmark sammen med Folketingets partier.

Hvad betyder idrætsklubbers – eksempelvis håndboldklubbers – eksistens ifølge regeringen for vores samfund?

- Det at dyrke idræt betyder ikke bare fysisk sundhed. For rigtig mange mennesker betyder det sammenhold og være en del af et fællesskab. Foreningslivet har en kæmpemæssig betydning for Danmark, lyder det sidste svar fra kulturministeren.

Frygter for professionel idræt i Danmark

Tilbage i klubberne kan de fortsat bare krydse fingre og håbe det bedste.

Hos Lemvig Thyborøns direktør, Flemming Nielsen, er der ikke tvivl om, hvad den næste udmelding meget gerne må være fra statsminister Mette Frederiksen (S).

- Jeg vil gerne have lov til at spille håndbold igen. Hvis man mener, at det er sundhedsfarligt at spille håndbold, så ser det jo helt håbløst ud. Vi er nødt til at tro på, at tiderne bliver normale igen. Ellers uddør alt professionel idræt i Danmark, hvis ikke vi kan få tilskuere, siger Flemming Nielsen.

Som du kan læse her, bakkes han op af flere kollegaer i de danske ligaer.