Håndbold

Breddeklubber skal afgøre nedrykningssag - hører ingen steder hjemme, siger formand

Kasper Jørgensen mener ikke, at det er rimeligt, at det nu er breddeklubberne, der skal afgøre det. TV 2

Beslutningen om op- og nedrykning i håndbold overgår fra eliteklubberne til DHF's repræsentantskab.

Afgørelsen om, hvem der skal kåres til dansk mester, og hvem der skal rykke ud af de bedste håndboldrækker, er taget ud af eliteklubbernes hænder.

Det står klart, efter Håndboldens Appelinstans har fastslået, at Udvalget for Professionel Håndbold ikke havde hjemmel til afslutte den afbrudte sæson med en afgørelse på skrivebordet.

Lige nu ikke har nogen afgørelse på, hvem der rykker op og ned, hvem der er dansk mester, og hvem der vinder medaljer

Kasper Jørgensen, formand for Divisionsforeningen

Udvalgets oprindelige afgørelse medførte nedrykning til blandt andet EH Aalborg og Nordsjælland Håndbold, men den er nu erklæret ugyldig.

I stedet overgår spørgsmålet til Dansk Håndbold Forbunds (DHF) repræsentantskab, og dermed kommer breddeklubberne til at få et stort ord at skulle have sagt.

Det ærgrer Kasper Jørgensen, der er formand for Divisionsforeningen.

- Det synes jeg jo er forkert. Det rigtige sted er Udvalget for Professionel Håndbold, og jeg synes ikke, at det hører nogen steder hjemme, at sådan nogle vigtige ting for elitehåndbolden skal besluttes blandt breddeklubberne.

- Det må være dem, der har deres daglige virke i den professionelle del af håndbolden, der får indflydelse og træffer beslutninger om elitehåndbold, siger Kasper Jørgensen.

Intet ligger fast

Udvalget for Professionel Håndbold består af tre repræsentanter fra Divisionsforeningen og tre fra DHF, altså de parter, der normalt har med elitehåndbold at gøre.

DHF's repræsentantskab udgøres af udvalgte repræsentanter for samtlige landets håndboldklubber. Det er altså en helt anden personkreds, der skal nå frem til en afgørelse på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.

- Afgørelsen kan blive en anden, men den kan også blive fuldstændig den samme. Det eneste, der ligger fast, er, at vi lige nu ikke har nogen afgørelse på, hvem der rykker op og ned, hvem der er dansk mester, og hvem der vinder medaljer, siger Kasper Jørgensen.

Lyn-analyse

Det kommer bag på mig, at den her beslutning ikke må træffes. For jeg går da ud fra, at de (DHF, red.) havde styr på, at de kunne træffe den slags beslutninger. Jeg ved godt, at det her er en førstegangssituation, men man har jo lyst til at rive lidt hår ud af hovedbunden på sig selv.

 

Jeg kan ikke forstå, at det ikke skal være Udvalget for Professionel Håndbold, der træffer den nye beslutning. I min optik er det jo derfor, at man i sin tid lavede det. Det var lige præcis for at de skulle tage sig af de professionelle forhold. Der er forskel på at drive en breddeklub og en professionel klub.