Håndbold

Total forvirring i dansk håndbold - instans ophæver beslutning om ligaafslutning

Per Bertelsen og Udvalget for professionel håndbold vil nu indkalde til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde til afholdelse hurtigst muligt. Claus Fisker / Scanpix Denmark

Håndboldens Appelinstans har ophævet DHF's beslutning om, at sæsonen for ligaen og 1. division afsluttes.

Dansk Håndbold Forbunds (DHF) beslutning om at afslutte sæsonen for ligaen og 1. division med øjeblikkelig virkning bliver ophævet.

De har Håndboldens Appelinstans tirsdag besluttet, efter at have behandlet sagen, skriver DHF på sin hjemmeside.

Det var Udvalget for Professionel Håndbold under DHF, der 7. april traf beslutningen om at afblæse resten af sæsonen for de danske håndboldligaer og 1. division.

Herefter blev der kåret mestre og rykket klubber ned på baggrund af den aktuelle stilling.

- Den af Udvalget for Professionel Håndbold den 7. april 2020 trufne afgørelse er ugyldig og ophæves hermed, skriver appelinstansen i sin kendelse.

Afgørelsen forholder sig ikke til nedrykninger og andre sportslige kendelser, appelinstansen slår blot fast, at udvalget ikke havde hjemmel til at træffe den afgørelse, der blev truffet.

Repræsentantskab skal afgøre beslutning

Beslutningen om op- og nedrykning i håndbold overgår nu fra eliteklubberne til DHF's repræsentantskab.

Udvalget for Professionel Håndbold består af tre repræsentanter fra Divisionsforeningen og tre fra DHF, altså de parter, der normalt har med elitehåndbold at gøre.

DHF's repræsentantskab udgøres af udvalgte repræsentanter for samtlige landets håndboldklubber. Det er altså en helt anden personkreds, der skal nå frem til en afgørelse på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.

Udvalget noterer sig dog samtidig, at det alene er formalia og ikke beslutningens indhold, der er underkendt

Per Bertelsen, formand for udvalget for professionel håndbold.

Formalia er underkendt

Udvalget for professionel håndbold vil nu på foranledning af kendelsen kigge på muligheden for at indkalde til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde til afholdelse hurtigst muligt.

- Udvalget for professionel håndbold har taget beslutningen til efterretning, og anerkender til fulde det uafhængige retssystems beslutning, selvom udvalget stadig er af den overbevisning, at det ligger inden for de rammer udvalget arbejder efter. Udvalget noterer sig dog samtidig, at det alene er formalia og ikke beslutningens indhold, der er underkendt, siger Per Bertelsen, formand for udvalget for professionel håndbold, til forbundets hjemmeside.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Per Bertelsen, men det er endnu ikke lykkedes.

Lyn-analyse

Det kommer bag på mig, at den her beslutning ikke må træffes. For jeg går da ud fra, at de (DHF, red.) havde styr på, at de kunne træffe den slags beslutninger. Jeg ved godt, at det her er en førstegangssituation, men man har jo lyst til at rive lidt hår ud af hovedbunden på sig selv.

 

Jeg kan ikke forstå, at det ikke skal være Udvalget for Professionel Håndbold, der træffer den nye beslutning. I min optik er det jo derfor, at man i sin tid lavede det. Det var lige præcis for at de skulle tage sig af de professionelle forhold. Der er forskel på at drive en breddeklub og en professionel klub.

Håber på hurtig afklaring

Det er EH Aalborg hos kvinderne og Nordsjælland Håndbold hos herrerne, der står til at skulle rykke ned i 1. division, da de lå sidst i de to ligaer, da DHF besluttede at afblæse sæsonen.

EH Aalborg-direktør Henrik Skals glæder sig over beslutningen og håber, at den næste afgørelse bliver ligeså fair.

- Nu ser vi frem til en hurtig afklaring på, om tvangsnedrykningen står ved magt, eller om der findes en mere fair afgørelse på det, når den næste instans skal træffe en afgørelse på det, siger han til Ritzau.

Det er de to klubber, der sammen med Odder Håndbold, der skulle rykke fra 1. til 2. division, har appelleret DHF's afgørelse om nedrykning til Håndboldens Appelinstans.

De appellerende klubber mener, at skrivebordsnedrykningerne er uretfærdige, og at de sker på baggrund af en fejlfortolkning af en paragraf.