Håndbold

Direktør tvivler på DHF's nye corona-afgørelse

Nordsjælland Håndbold mener ikke, at juraen tillader DHF's repræsentantskab at stemme om sæsonafslutning.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har bestemt, at et ekstraordinært repræsentantskabsmøde om to uger skal beslutte, om de nuværende stillinger i landets bedste rækker skal stå ved magt.

Beslutningen fra DHF møder mandag kritik fra Nordsjælland Håndbold, der står til nedrykning fra herreligaen.

Nordsjælland-direktør Hans Peter Dueholm efterlyser et juridisk grundlag i reglerne, der viser, at repræsentantskabet har hjemmel til at stemme om slutstillingen i tabellen.

- Der er ikke noget lovgrundlag til at træffe de beslutninger, siger Dueholm i et nyhedsbrev fra Nordsjælland Håndbold.

- Derfor kan en løsning kun forhandles hjem - der kan ikke stemmes om en løsning, og man kan ikke lovgive med tilbagevirkende kraft, siger direktøren.

Hans Peter Dueholm ser helst, at sæsonafslutningen bliver forhandlet i regi af Divisionsforeningen, og at herreligaen udvides med et ekstra hold i næste sæson.

Hvordan skal 51 repræsentanter samles?

Tilbage i marts blev de bedste danske håndboldrækker brat afsluttet som følge af coronapandemien.

Udvalget for Professionel Håndbold besluttede for en måned siden, at Nordsjælland skulle rykke ud af herreligaen, mens EH Aalborg blev dømt som nedrykker på damesiden.

Sammen med Odder Håndbold, der endte som nedrykker i herrernes 1. division, appellerede klubberne beslutningen til Håndboldens Appelinstans. Den underkendte afgørelsen.

Det fik fredag DHF til at indkalde til ekstraordinært repræsentantskabsmøde 25. maj i Kolding.

Nordsjælland-direktør Hans Peter Dueholm stiller spørgsmålstegn ved, hvordan DHF vil samle i alt 51 repræsentanter i Kolding.

Han hævder, at reglementet kræver, at repræsentanterne møder fysisk op, og det derfor vil stride mod regeringens forbud mod forsamlinger på mere end ti personer.

- Det skal ingen hemmelighed være, at vi meget hellere havde set udfordringen løst gennem en forhandling i Divisionsforeningen, men nu er terningerne kastet, siger Dueholm.