Håndbold

Nora Mørk tager problemer med ro: - I værste fald skifter jeg hold

Nora Mørks fremtid er usikker i rumænske CSM Bucuresti.  JONATHAN NACKSTRAND / Scanpix

Den norske håndboldstjerne Nora Mørks tid i topklubben CSM Bucuresti kan ende med at blive kortvarig.

Corona-pandemien har sat sine spor i rumænske CSM Bucurestis økonomi, der i forvejen er dårlig.

Derfor har klubben nu givet sine spillere besked om, at de kan frigøres fra deres kontrakter.

- Der er sikkert mange spillere, der har mulighed for at komme ud af deres kontrakt, hvis de ønsker det, men der er sandsynligvis mange europæiske klubber, der ikke har opfyldt alle krav i forbindelse med pandemien. Så det forholder jeg mig til stille og roligt, siger Nora Mørk til norske NRK.

I værste fald skifter jeg hold. Det har jeg gjort før

Nora Mørk

Kaosklubben Bucuresti

Bucurestis trup tæller ikke blot flere af verdens bedste spillere, men også nogle af de bedst betalte.

Og ifølge rumænske medier rygtes flere af dem væk. Stjernen Andrea Lekic har allerede annonceret et skifte til Buducnost til sommer.

Den norske bagspiller har kun været i Bucuresti i knap én sæson, og selvom hun har kontrakt til en sæson mere, er hun godt klar over, at det kan blive nødvendigt med et skifte allerede til sommer.

Bucuresti er også kendt som ’kaosklubben’, da dårlig økonomi er et tilbagevendende problem.

- I værste fald skifter jeg hold. Det har jeg gjort før. Jeg vil bare gerne spille håndbold igen og forventer, at det bliver i Bucuresti.

For Nora Mørk er et tilbagevendende problem skader. Den norske højre back har netop kæmpet sig tilbage fra to korsbåndsskader med efterfølgende knæoperationer.

- Det har været helt forfærdeligt, virkelig. Utroligt tungt. Men nu ser jeg virkelig frem til at spille håndbold igen, siger Nora Mørk.

Nu bruger hun den ufrivillige pause på at træne sig helt til tops igen.

- Jeg har altid haft sådan en forbandelse på mig, at jeg skulle være så god. At hvis jeg træner hårdt nok, så kommer jeg tilbage på banen igen, men det er gået galt så mange gange. Denne gang må jeg prøve at træne lidt klogt og have is i maven, siger Nora Mørk.

- Jeg tror, ​​at den her periode er værre for andre end mig. Jeg er vant til at træne meget alene.