KIF Kolding i stor krise - ledelsen trækker sig
Ledelsen i håndboldklubben opgiver at få økonomien til at hænge sammen til den kommende sæson og trækker sig.
Der skal skiftes ud på de ledende poster i den danske håndboldklub KIF Kolding.
Tirsdag oplyser klubben i en pressemeddelelse, at bestyrelsen trækker sig, fordi det ikke er lykkedes at få økonomien til at hænge sammen til den kommende sæson.
Klubben har forsøgt at forhandle en aftale om lønnedgang fra 1. juli og seks måneder frem på plads med spillerne. Det er ikke lykkedes, lyder det. Derfor kan den økonomiske kabale ifølge bestyrelsesformand Brian Stein ikke gå op.
- På baggrund af covid-19-situationen er det KIF-bestyrelsens opfattelse, at man på et par måneder inden sommerferien og ligastart ikke vil være i stand til at fremskaffe de økonomiske sponsormidler, der skal til for at drive klubben i den første halvdel af sæsonen.
- Derfor er det ærgerligt, at vi ikke kunne få enderne til at nå sammen, men skulle der være andre, som mener, de kan løfte denne opgave, er de hjertelig velkommen til at kontakte os, siger afgående bestyrelsesformand Brian Stein i pressemeddelelsen.
Han mener ikke, at det er Håndbold Spillerforeningens opfattelse, at coronakrisen har så store konsekvenser for sporten og KIF Koldings økonomi, at det kræver en lønnedgang.
- Derfor må vi blot konstatere, at det ikke er muligt at nå til enighed omkring covid-19-konsekvenserne for den kommende ligasæson, lyder det fra Brian Stein.
KIF Kolding er ny i store økonomiske problemer, da Brian Stein, Anders Jensen og Morten Bugge ikke kun sidder i bestyrelsen. De er samtidig også de største investorer i klubben.
Sagde farvel til cheftræner på grund af økonomi
Bestyrelsen vil formelt trække sig på en generalforsamling om to uger, lyder det.
KIF Kolding er blandt de mest succesfulde klubber inden for dansk håndbold og har rekorden for flest mesterskaber.
De seneste år har klubben dog kæmpet med en hårdt ramt klubkasse. I slutningen af marts sagde man på grund af økonomiske problemer farvel til cheftræner Ulf Sivertsson.
Håndboldsæsonen blev 20. april lukket ned før tid, uden at alle kampe blev spillet.
KIF Kolding sluttede som nummer 12 i Primo Tours Ligaen. Aalborg Håndbold blev kåret som mester.