Håndbold

Norsk profil forlader Herning-Ikast efter én sæson

Jeanett Kristiansen nåede kun at spille i HIH en enkelt sæson. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Af hensyn til det økonomiske har Herning-Ikast valgt at skille sig af med en af deres profiler.

Efter blot en enkelt sæson hos Herning-Ikast vender Jeanett Kristiansen nordpå igen til sin tidligere klub Vipers Kristiansand.

Kristiansen, som spillede for Vipers fra 2016-2019, var en af de løntunge spillere i midtjydernes trup. Med coronaens påvirkning på økonomien valgte Herning-Ikast at slå til, da den norske klub henvendte sig.

Det oplyser Herning-Ikasts salgs- og sportsdirektør, Daniel Grønhøj, i en pressemeddelelse.

- Det hele er meget usikkert nu med den fremtidige økonomi i dansk klubhåndbold på grund af coronaens afsmittende virkninger, og derfor slog vi til, da muligheden bød sig for at reducere i de faste omkostninger, siger Grønhøj.

Salgs- og sportsdirektøren forklarer, at handlen sker for at skabe økonomisk sikkerhed. Spillerlønninger udgør en stor del af klubbens omkostninger, og da de endnu ikke ved, hvad de får af indtægter kommercielt til næste sæson, valgte han at tænke på fremtiden.

- Vi er kede af det, men som ledelse er vi ansvarlige for, at udgifter og indtægter hænger sammen, siger Daniel Grønhøj.

Jeanett Kristiansen vender tilbage til Vipers, hvor hun spillede fra 2016-19.

Jeanett Kristiansen, som er lillesøster til landsholdsprofilen Veronica Kristiansen, nåede at vinde pokaltitlen i sin ene sæson for Herning-Ikast.

I finalen slog de Odense med de suveræne cifre 33-25.

I alt nåede hun at spille 27 kampe for Herning-Ikast, hvor det blev til 142 mål.