Modløshed kan udslette en hel talentmasse

16x9
U17-herrerne i juli 2019 før en kamp ved ungdoms-OL. Foto: Dansk Håndbold Forbund

Claus Møller Jacobsen er tidligere landsholdsspiller og udlandsprofessionel i store klubber. Han arbejder nu som håndboldekspert hos TV 2 SPORT.

Vi skal gøre noget lige nu!

Ugidelighed. Rastløshed. Modløshed. Uvished. Det hele lammer for alvor de danske elitesportsfolk nu.

Lige nu spiller vi højt spil med fremtiden i dansk idræt

Claus Møller Jakobsen

Sports-Danmark er lukket ned på tiende uge.

Det, de elsker allerhøjst, deres sport, er taget fra dem fra den ene dag til den anden. Alt det, de kæmper for, drømmer om og arbejder benhårdt for at nå, er pludselig blevet til usikkert land.

Kommer jeg nogensinde tilbage til der, hvor jeg var? Bliver det nogensinde det samme? Kan jeg stadig have de samme drømme, de samme mål? Hvad træner jeg overhovedet for nu? Jeg skal holde mig i gang, siger de. Holde den fysiske form ved lige. Jeg må ikke miste hverken muskelmasse eller udholdenhed, for så er jeg da sat helt skakmat.

Men jeg kan mærke, at "jeg burde" begynder at fylde langt mere end ”jeg vil”, og den lyst, jeg ellers kender så godt, er væk. Jeg savner det helt forfærdeligt. Det er svært. Mine holdkammerater. Duften af hallen. Grin og ballade. Hvor længe mon der går, før jeg oplever det igen? Og hvad hvis jeg ikke skal dyrke min sport på samme måde mere, hvad skal jeg så? Hvem er jeg så?

Atleterne står langt hen ad vejen alene

Det er en hård kamp, atleterne kæmper derude lige nu. Modstanderen er ubehagelig: Uvisheden. Det kræver en helt enorm mental styrke at kæmpe denne kamp på en måde, hvor man både kan lære og udvikle sig bevidst. Og ikke noget man - i min optik - bare sådan lige gør på egen hånd.

Selv de atleter, der har en mentaltræner tilknyttet, kan i øjeblikket være tilbøjelig til at negligere vigtigheden af at træne sit mindset. Jeg forstår dem egentlig godt. For hvor skal de kigge hen for at blive inspireret eller for at forstå vigtigheden? Hvilken autoritet træder til og går forrest i forhold til at hjælpe atleter ind på det optimale mentale spor i denne tid? Svaret er, at atleterne langt hen ad vejen står helt alene.

Der er ingen hjælp at hente nogle steder.

Kan få enorme konsekvenser fremadrettet

Det er et kæmpe paradoks. Ligesom der normalvis tales højt og flot om ’det HELE menneske’ og forskes på livet løs i talentudviklingsmiljøer og den kulturelle leder, så er det nødvendigt, at vi i en krisetid som denne sikrer os, at vi gør ALT, hvad der står i vores magt for at hjælpe og støtte de unge atleter, så de netop kommer ud på den anden side som mere HELE mennesker.

Det er uundgåeligt, at det manglende fokus på den mentale sundhed kommer til at have stor påvirkning på den talentmasse, vi har i Danmark lige nu. Det vil få enorme konsekvenser fremadrettet, hvis det mentale arbejde – netop i denne krise – ikke synliggøres og normaliseres.

Én ting er de unges frafald fra sporten. En anden ting er den psykiske belastning, som rækker langt ud over de få måneder, det hele har stået på indtil nu.

Tilrettelægger livet efter sportens præmisser

De første studier er allerede begyndt at tikke ind om, hvilke alvorlige konsekvenser det har for mange atleter at være revet ud af deres dagligdag fra den ene dag til den anden. En undersøgelse af FIFPro og Amsterdam University Medical Center viser en fordobling af professionelle fodboldspillere, der rapporterer om symptomer på depression, efter at spillerne blev suspenderet grundet coronavirus. Mon ikke de fleste andre ikke-universitetsundersøgte idrætsgrene vil vise den samme triste tendens.

Det her handler jo ikke bare om nogen, som savner at spille lidt bold eller svømme et par baner for hyggens skyld. Vi taler om mennesker, som tilrettelægger hele deres liv efter sportens præmisser. Tilvalg og fravalg. Mennesker, som vælger denne helt særlige vej, imens størstedelen af deres jævnaldrende vælger en helt anden vej. Det er mennesker, som ser sig selv som en så integreret del af sporten, at det er en stor del af deres identitet.

Mange lever og ånder for den sport, de elsker...

Ingen unge mennesker skal stå alene

Og er der noget, der kan skabe angst, så er det, når vi mangler et trygt ståsted. Når vi ikke ved, hvad morgendagen bringer. Utryghed, frustration og modløshed kan snildt ende i symptomer på depression, hvis det ikke bearbejdes løbende. Når den identitet, man har bygget op, pludselig vakler, så begynder den eksistentielle krise at banke på.

Alt sammen noget, som ingen skal eller bør stå alene med. Slet ikke unge mennesker.

De unge atleter kommer ikke til at gøre det her af sig selv. Vi bliver nødt til at vise dem vejen

Claus Møller Jakobsen

Men hvor skal de gå hen? Hvem skal de spejle sig i?

Det er en uvant og ekstrem situation, vi som samfund er havnet i, og derfor mangler der handlekraft. Autoriteterne skal tænde den fakkel, som atleterne kan se og følge. De har brug for nogen oppefra, der siger: Den her vej. VI hjælper dig. VI støtter dig. Det hele skal nok gå.

Handlingslammelse

Lige nu er det, som om der eksisterer en form for handlingslammelse. Faklen er slukket.

Vi må ikke glemme, hvilken afsmitning atleter og sport har på resten af vores samfunds mentale kapacitet. En nation med vindende sportsfolk får også vindermentalitet og handlekraft ud i alle led. Det her er ikke kun af hensyn til de enkelte atleter, men et samfundsmæssigt ansvar.

Vi som samfund har brug for de store præstationer fra atleterne, så vi kan spejle os i deres talent, mål og drømme.

Det er derfor bydende nødvendigt, at det - at række ud - er normalen. Gøre det selvfølgelige i at søge sparring og viden. Det er en fuldstændig afgørende evne at tilegne sig for at klare sig godt igennem livet. De unge atleter kommer ikke til at gøre det her af sig selv. Vi bliver nødt til at vise dem vejen. På den måde skaber vi et fundament, som de unge atleter kan spejle sig i – som bliver ’det nye normale’.

'Der mangler handling'

Det kræver indsigt og handlekraft i Danmarks Idrætsforbund, DIF, og i de nationale forbund, således at hjælpen kommer ud til klubberne, trænerne, forældrene - og dermed atleterne - om at sætte fokus på det mentale aspekt, normalisere det svære - så tror jeg på, at der er langt større sandsynlighed for at fastholde og udvikle den talentmasse, som lige nu vakler.

Der er så mange muligheder for at gøre noget med det samme. Lige fra akuttelefon, til virtuel gruppecoaching, online foredrag og en online platform med mentaltræningsøvelser, man kan lave hjemmefra. Det er ikke muligheder, der mangler. Det er handling. Det kører jo for fuld skrue derude på Facetime, Zoom og så videre. Erhvervslivet holder sig i gang på den måde lige nu.

Der skal - fra officiel side - sættes skarpt ind på, HVORFOR det er afgørende med den mentale træning netop nu – således at atleterne ved, hvor de skal gå hen for at få hjælp, hvis vi vil fastholde vores talenter i glæden ved sporten. Lige nu spiller vi højt spil med fremtiden i dansk idræt.