Håndbold

Dansk fløj forlader tyske mestre: - De fleste vil have en Fie Woller

Den danske venstre fløj Fie Woller skal på nye eventyr, når hun til sommer forlader tyske Bietigheim.  Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Efter mere end tre år i tyske Bietigheim skal den danske venstrefløj finde ny arbejdsgiver. Det bliver ikke et problem, mener hendes træner.

Det er slut for Fie Woller hos de tyske mestre Bietigheim.

Instagram skriver den 27-årige herningenser kortfattet, at hendes tid i Tyskland nu er ovre.

Jeg tror ikke, hun får problemer med at finde et nyt sted at arbejde

Martin Albertsen, Træner i Bietigheim

- Jeg forlader Tyskland efter tre og et halvt år. Alle afslutninger er en ny begyndelse, skriver Fie Woller.

I opslaget nævner den tidligere FC Midtjylland-spiller ikke, hvor karrieren nu går hen.

En af verdens bedste

I Bietigheim har Fie Woller haft dansk træner, siden hun kom til klubben i januar 2017.

Martin Albertsen er nemlig manden, der blandt andet har ført den tyske klub frem til flere tyske mesterskaber, og det har den danske venstrefløj haft stor andel i.

- For mig er det absolut en af verdens bedste venstre fløje. Specielt forsvarsmæssigt er hun den bedste, jeg har trænet, siger Martin Albertsen til TV 2 SPORT.

Den danske træner har siden 2018 også været landstræner i Schweiz samtidig med jobbet i Bietigheim. Fra første juli stopper han dog i den tyske klub for at hellige sig landstrænerjobbet på fuld tid.

’De fleste vil have en Fie Woller’

Derfor har han ikke været en del af forhandlingerne med Fie Woller, så det overrasker ham, at hun forlader klubben.

- Jeg tænker, der er noget, der er gået galt mellem parterne. Jeg tror ikke, hun får problemer med at finde et nyt sted at arbejde. Jeg tænker, at de fleste klubber gerne vil have en Fie Woller. Det er min personlige mening som træner for Fie, siger Martin Albertsen.

Fie Woller sad i efteråret ude i mere end tre måneder med en skulderskade.

Derfor var hun ikke med landsholdet ved VM i december i januar, hvor daværende landstræner Klavs Bruun Jørgensen havde foretrukket Lærke Nolsøe og Freja Cohrt.

Fie Woller var dog udtaget i stedet for Lærke Nolsøe af den nye landstræner Jesper Jensen til de to testkampe mod Brasilien, som det danske kvindelandshold skulle have spillet i marts.

Selvom både Fie Woller og Martin Albertsen forlader Bietigheim, så bliver de ikke helt danskerløse i den sydtyske klub. Både højrefløjen Trine Østergaard og bagspilleren Stine Jørgensen kommer til klubben til sommer.