Håndbold

Nedrykker overrasket over én stemme: - Det hele var jo linet op på forhånd

Nordsjælland er en af de tre klubber, der venter på, at DIF afgør deres appel.  Claus Bech / Ritzau Scanpix

Tre nedrykkede klubber holder fast i deres appel til DIF. DHF-formand Per Bertelsen er dødtræt af, at hele situationen er kommet dertil.

Kampen om skrivebordsnedrykningerne fik mandag endnu et kapitel skrevet til historien, men det bliver ikke det sidste.

Mandag aften besluttede Dansk Håndbold Forbunds repræsentantskab således at fastholde slutstillingerne i ligaerne og 1. division. Dermed står EH Aalborg, Odder og Nordsjælland endnu engang tilbage som tabere.

Der har måske været ét fornuftigt menneske i den der gruppe, for det hele var jo linet op på forhånd

Hans Peter Dueholm, Nordsjælland Håndbold

Det er et resultat, formanden for Dansk Håndbold Forbund (DHF), Per Bertelsen, er tilfreds med.

- Jeg er rigtig glad for, at repræsentantskabet har kunnet se, at den beslutning, der blev truffet i prof-udvalget, var den rigtige, siger han til Ritzau.

50 mod én stemme overrasker

Men hos de tre klubber er de - ikke overraskende - utilfredse med udfaldet. Omvendt kommer det heller ikke bag på dem, at det er faldet sådan ud.

EH Aalborgs direktør, Henrik Skals, siger til TV 2 SPORT, at de stadig synes, det er uretfærdigt, at de skal ende som sorteper sammen med de to andre klubber. Og det er en holdning, han deler med de andre skrivebordsnedrykkede klubber.

- Dansk Håndbold Forbund havde en mulighed for at træffe en fair beslutning, men det har de valgt ikke at gøre. Så må vi lade juristerne tale, sådan er det, siger Nordsjælland direktør, Hans Peter Dueholm, til TV 2 SPORT.

Til Ritzau fortæller Per Bertelsen, at 50 stemte for og blot én imod ved mandag aftens afstemning. Og den ene imod bider Hans Peter Dueholm fast i.

- Jeg er overrasket over, det ikke er 51 til 0 i stedet for. Der har måske været ét fornuftigt menneske i den der gruppe, for det hele var jo linet op på forhånd.

Jeg er dødtræt af, at det skal komme dertil. Men sådan er vores juridiske system bygget op

Per Bertelsen

Manglende opbakning fra forbund og breddeidræt

Selvom de hos DHF er glade for udfaldet, så er forløbet op til noget, de finder trist for dansk håndbold.

- Det bidrager kun til, at der bliver gravet grøfter, hvilket er helt usigeligt ærgerligt.

- Selvom vi har gjort alt efter bogen i forhold til at rådføre os med jurister, er der alligevel huller, som er blevet udnyttet til det sidste i kampen for at omgøre en beslutning, som rettelig bør ligge hos udvalget for professionel håndbold, siger Per Bertelsen på forbundets hjemmeside.

Hos Odder, der står til at rykke ned fra 1. division, er de kede af den måde, Per Bertelsen omtaler sagen.

- Det mest overraskende er egentlig de udtagelser, der er fra formanden, fordi han får det til at lyde, som om det hele er forbi.

- Og at Per Berthelsen udtaler, at det har været teknikailteter igen. De har i indkaldelsen til repræsentantskabsmødet selv skrevet, at den her beslutning er i strid med paragraf 17 i DHF's love, siger formand for Odder, Karsten Geertsen, til TV 2 SPORT.

Noget andet, der har overrasket EH Aalborg i hele den her sag, er den manglende opbakning fra den danske breddeidræt.

Henrik Skals henviser til en undersøgelse fra Jyllands-Posten, der viser, at godt over halvdelen af ligatrænerne bakker op om en udvidelse af ligaen til næste sæson, så de tre klubber kan undgå en nedrykning.

Men virker ikke til at have påvirket beslutningen mandag aften.

- At der er så stor forskel på trænernes og breddeidrættens indstilling, det har jeg svært ved at forstå. Det er klart, at Dansk Håndbold Forbund og de personer, de har med, stemmer, som de gør, for det skal de jo gøre et eller andet sted, men at breddeidrætten ikke tænker anderledes - det er jeg vildt overrasket over, siger Skals.

Håndboldnedrykkere kæmper videre

Per Bertelsen og forbundets holdninger er ikke noget, der får de tre klubber til at ændre den appel, de har liggende hos Dansk Idrætsforbund (DIF).

- DIF har jo også fået et brev fra advokaterne om, at der slet ikke bør afholdes repræsentantskabsmøde, når sagen behandles i en højere instans, siger Karsten Geertsen fra Odder Håndbold.

Og hos Nordsjælland er de måske ikke færdige med at appellere.

- Vi kede af, at situationen fortsætter med at være uafklaret i dansk håndbold. Vi har vores appel, den er lagt på banen. Og det kan være, der kommer en mere, siger Hans Peter Dueholm.

Hos DHF ærgrer det Per Bertelsen.

- Jeg er dødtræt af, at det skal komme dertil. Men sådan er vores juridiske system bygget op, og det har jeg selvfølgelig respekt for.

- Det er klubbernes ret at anke til DIF, og nu må vi afvente og se, om DIF vil tage sagen, eller hvad de vil gøre ved den, siger DHF-formanden til Ritzau.