Håndbold

Jesper Jensen endelig i aktion som landstræner

Jesper Jensen kan nu igen finde smilet frem. Tirsdag var han endelig i aktion som landstræner for de danske håndboldkvinder til en skadesforebyggende træning.  TV 2

Efter tre måneder i jobbet som dansk landstræner har Jesper Jensen endelig haft mulighed for at sætte gang i nogle landsholdsaktiviteter.

Før corona-pandemien tømte håndboldhallerne i Europa, fik de danske håndboldkvinder en ny landstræner.

Den 2. marts fik Jesper Jensen titlen som landstræner. En titel, som han først nu – tre måneder senere – har kunnet tage i brug.

Tirsdag var det nemlig endelig tid til at få sat gang i de første landsholdsaktiviteter. Her havde Jesper Jensen samlet en flok landsholdsspillere i Aarhus, mens assistenttræner Lars Jørgensen stod for en tilsvarende træning i Brøndby.

- Det er foreløbig aftalt, at vi fire gange skal mødes nogle timer, og det er selvfølgelig godt endelig at komme i gang. Det har jeg i hvert fald set rigtig meget frem til, siger Jesper Jensen til JydskeVestkysten.

Træningsaktiviteterne er ikke en del af en officiel landsholdsindkaldelse, så det er af egen fri vilje, at spillerne dukker op. Og opbakningen til tirsdagstræningen var stor. 20 ud af landsholdets bruttotrup på 28 var klar til at deltage.

Gensyn med Mette Tranborg

Tilbage i marts nåede Jesper Jensen at udtage sin første landsholdstrup, da det var planen, at der skulle spilles to træningskampe mod Brasilien.

Og spillerne, der nu deltager i de skadesforebyggende træninger, er stort set de samme, som blev udtaget på daværende tidspunkt. Dog med undtagelse af de danske udenlandsproffer, der i denne omgang har fået nej fra deres klubber til at tage imod tilbuddet.

Til gengæld var Mette Tranborg igen at se på banen.

Siden hun pådrog sig en korsbåndsskade i en Champions League-kamp med Odense for 15 måneder siden, har hun ikke spillet en kamp hverken på det danske landshold eller for Odense.

EM på hjemmebane

I december skal Danmark spille EM-slutrunden på hjemmebane. Her skal kampene i den indledende gruppe og i mellemrunden spilles i Boxen i Herning, mens medaljekampene spilles i Oslo i Norge.

Som en del af forberedelserne frem mod slutrunden har Jesper Jensen programsat en landsholdssamling i juni, der på grund af coronakrisen længe har været i fare for at blive aflyst. Men med de nuværende lempelser i samfundet er der håb for, at samlingen alligevel bliver til noget.

Hvis det bliver tilladt at samles 30 personer i stedet for 10, satser landstræneren og DHF på at kunne samle spillerne i fem-seks dage i den kommende måned, oplyser landstræneren til JydskeVestkysten.

Der trækkes lod til EM-slutrunden torsdag den 18. juni.