Håndbold

Landstræneren inviterer til træning - Jørgensen melder afbud på ubestemt tid

Stine Jørgensen. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

I midten af juni foretager landstræner Jesper Jensen en frivillig opstartstræning.

For første gang i sin korte landstrænertid håber Jesper Jensen at kunne samle den danske landsholdstrup.

23 spillere er blevet inviteret til træning fra 8.- 13. juni i Vejen.

Anfører Stine Jørgensen er dog ikke iblandt, da hun har meldt fra til landsholdet på ubestemt tid. Årsagen er uvis.

Træningen i juni er frivillig og karakteriseret som en skadesopbyggende opstartstræning. Planen er, at der også bliver mulighed for haltræning. Dog under skærpede forhold.

Derfor vil der være eksperter til stede fra Team Danmark for blandt andet at sørge for, der bliver taget de rette forbehold af hensyn til covid-19.

- Jeg har sammen med Lars Jørgensen, resten af ledergruppen og Dansk Håndbold Forbund haft et stort ønske om at støtte og hjælpe vores spillere i den her specielle periode. Vi har sammen med spillerne ligeledes haft et ønske om fællestræninger, som vi nu forsøger at efterkomme.

- Her har vi muligheden for at se hinanden i øjnene og træne håndbold sammen, hvilket uden tvivl vil være givtigt for os alle. Nu krydser vi blot fingre for, at forsamlingsforbuddet på ti personer ophæves, der vil gøre det muligt for os at træne sammen under restriktioner, siger landstræner Jesper Jensen.

Aflyste kampe og samlinger

Efter planen bliver forsamlingsforbuddet den 8. juni hævet fra 10 til 30-50 personer. Det blev regeringen og Folketingets partier enige om i en aftale om genåbningens fase 3.

Jesper Jensen blev ansat som landstræner i marts, men covid-19 har betydet, at kampe og samlinger indtil nu har været aflyst. Tirsdag foretog han og assistenttræner Lars Jørgensen en opdelt træning i to byer.

De 23 inviterede spillere til den kommende træning inkluderer både stamspillere på landsholdet og talenter med en landsholdskarriere foran sig.

Anfører Stine Jørgensen er ikke iblandt, da hun ifølge DHF har meldt fra til landsholdet på ubestemt tid.

Her er de inviterede spillere:

  • Sandra Toft, Brest Bretagne
  • Althea Reinhardt, Odense Håndbold
  • Anna O. Kristensen, Viborg HK
  • Rikke Poulsen, Team Esbjerg
  • Helene Kindberg Hansen, Silkeborg-Voel KFUM
  • Sara Iversen, Herning-Ikast Håndbold
  • Helena Elver Hagesø, Aarhus United
  • Emilie Steffensen, Herning-Ikast Håndbold
  • Anne Mette Hansen, Györ
  • Fie Woller, SG Bietigheim
  • Katrine Heindahl, Odense Håndbold
  • Line Haugsted, Viborg HK
  • Simone Böhme, Siofok KC
  • Lotte Grigel, Nantes
  • Stine Bodholt Nielsen, Nantes
  • Mette Tranborg, Odense Håndbold
  • Kristina Jørgensen, Viborg HK
  • Mia Rej Bidstrup, København Håndbold
  • Trine Østergaard Jensen, Odense Håndbold
  • Louise Burgaard, Metz
  • Mie Højlund, Odense Håndbold
  • Freja Cohrt Kyndbøl, Odense Håndbold
  • Andrea Hansen, København Håndbold