Håndbold

KIF Kolding får ny bestyrelse - mangler flere millioner for at overleve

KIF Kolding. Claus Fisker / Scanpix Denmark

Der skal findes cirka seks millioner før næste sæsons start, hvis KIF Kolding skal overleve.

Der er kommet nyt blod i den nødstedte håndboldklub KIF Koldings bestyrelse.

På en ekstraordinær generalforsamling fredag eftermiddag fratrådte den nu tidligere bestyrelse, mens en ny blev indsat.

Bestyrelsens afgang blev annonceret for nylig. Årsagen er klubbens ilde tilredte økonomi, som den nu tidligere bestyrelse ikke fandt mulig at redde.

Den nye bestyrelse skal nu ud og finde cirka seks millioner kroner før starten af næste sæson, hvis KIF Kolding skal overleve. Og det kræver, at den nye bestyrelsen får en god dialog med byens virksomheder.

Det fortæller den nu afgående bestyrelsesformand Brian Stein til TV 2 SPORT efter fredagens generalforsamling.

- I og med der kommer nye kræfter til, så tror vi da på, det kan lykkes for dem. Og hvis Kolding vælger, der skal være håndbold i Kolding, så er seks millioner realistisk. Men hvis Kolding vælger, der ikke skal være håndbold, så er det rigtig, rigtig mange penge.

Ingen konkursbegæring

Samtidig forsikrer den afgående formand om, at klubben på trods af de økonomiske problemer og manglende millioner ikke er nået dertil, hvor en konkursbegæring er på tale.

- Jeg mener, at man bliver nødt til at være realistisk og sige, at når tingene er latente, så er alt muligt. Det er jo anstrengt, når ens likviditet ikke er til at fortsætte drift, men KIF er ikke erklæret konkurs, det er de altså ikke.

- Og det er jo det, vi sammen med den nye bestyrelse og den fratrædende bestyrelse vil gøre alt for, ikke sker.

Ifølge ham er de nye bestyrelsesmedlemmer ikke investorer i klubben. De kommer altså ikke med nye penge. Og klubben skal heller ikke regne med flere penge fra de afgående medlemmer.

- Den gamle investorkreds kommer ikke med flere friske penge. De kommer med de sponsorater og de ting, de nu kan og ligger timer i det. Men der kommer ikke flere friske penge fra de tidligere investorer.

Konflikt mellem klub og spillerforening

Klubledelsen meldte i midten af maj ud, at det var KIF-bestyrelsens opfattelse, at man på grund af coronakrisen inden ligastart ikke ville være i stand til at fremskaffe de økonomiske sponsormidler, der skal til for at drive klubben i den første halvdel af den kommende sæson.

En af hovedårsagerne til bestyrelsens ønske om at gå af var kuldsejlede lønforhandlinger med spillertruppen om en lønnedgang fra 1. juli og et halvt år frem.

Spillerne erklærede sig villige til at gå ned i løn, men slet ikke så meget, som klubben mente det nødvendigt.

Ifølge spillernes fagforening, Håndbold Spiller Foreningen, foreslog klubben, at spillerne skulle give afkald på 40 procent af lønnen.

Fagforeningen anklagede samtidig klubledelsen for at bruge coronakrisen til at dække over en i forvejen ramponeret økonomi.

KIF Kolding er blandt de mest succesfulde klubber i dansk håndbold og har rekorden for flest mesterskaber. 14 af slagsen er det blevet til. Det seneste i 2015.